kipple, kipple, kipple …

Hávamál - Norsk – G. A. Gjessing

Den Høie’s ord
(Hǫ́vamǫ́l)

1.
Alle de døre,
før ind du gaar,
skue til du skal,
skotte til du skal;
thi uvist er,
hvor uven sidder
borte i benkekraa.

2.
Gavmilde held!
gjest er ind traadt;
hvor skal han sette sig?
haardt den haster,
som held sig skal
søge i snekkens stavn.

3.
Ild den trenger,
som ind er traadt
og om knæ er kold;
mad og klæder
den mand trenger,
som faret har om fjeld.

4.
Tvætt den trenger,
som treder til bords,
hilsen og haandedug;
velvilligt sind,
var det at faa,
tale og taushed til.

5.
Vid den trenger,
som vidt ferdes,
hjemme alt lempes let;
til under er,
den, intet kan
og blandt kloge kommer.

6.
Ei af dit skjøn
du skryde skal,
heller vær vár i hug;
naar klog og taus
kommer til gaards,
sjelden sig vár forsér;
fastere ven
faar en aldrig
end meget mandevid.

7.
Varsom gjest,
som til gilde naar,
tier i taushed stil;
lytter med ører,
med øjne ser;
føler saa klog sig for.

8.
Sæl er den,
som selv sig faar
lov og lindrings-ord;
mer utrygt det,
en eie skal
inden andens bryst.

9.
Sæl er den,
som selv eier
for livet lov og vid;
thi onde raad
en ofte faar
udaf andens bryst.

10.
Byrde ei bedre
bær’ du paa vei
end meget mandevid
bedre end guld
paa grund ei kjendt,
trengendes trøst er det.

11.
Byrde ei bedre
bær’ du paa vei
end meget mandevid
veikost verre
du paa vang ei faar
end overmaal af øl.

12.
Ei er saa godt,
som godt er kaldt,
øl for mande-æt;
mindre manden,
jo mer han drikker,
mon vide til sit vid.

13.
Glemsels heire
over gilder staar,
stjeler den svendes sands;
i den fugls fjedre
jeg fjetret blev
hist i Gunnlod’s gaard.

14.
Drukken blev jeg,
blev døddrukken
hos Fjalar den frode jeg;
bedst er drikken,
bærer med sig
fra den hver svend sin sands.

15.
Klog og taus skal
kongesønnen
være og djerv til dyst;
glad og munter
hver mand være,
til ledet er hans liv.

16.
Livrædd mand
tror livet trygt,
er vár han kun for kamp;
men ælde gi’r
ham ingen fred,
om geir end gi’r ham den.

17.
Glor den fjante,
som gjester folk,
mumler han eller maaber
alt saa snart
en slurk han faar,
viser sig mandens vid.

18.
Ene den ved,
som vidt ferdes,
og har faret flest,
hvad for sind
hver svend gjemmer,
har samling han og sands.

19.
Mjødkrus ei spar,
dog med maade drik,
tal til tarv eller ti;
ingen til last
legger dig det,
at snart du sove gaar.

20.
Slugvoren mand,
sandser han ei sig,
æder sig livs forlis;
tidt gjør maven,
tossen til nar,
kommer blandt kloge han.

21.
Hjordene ved,
naar hjem de skal,
og gaar af græsgang da;
men uklog mand,
han aldrig ved
paa sin mave maal.

22.
Usæl mand
og ond af sind
haaner hvad som helst
hvad at vide var,
det ved han ei –
sig selv ei fri for feil.

23.
Vidløs mand
vaager al nat,
har hvad som helst i hug;
er mødig saa,
naar morgnen gryr;
alt er da ynk som før.

24.
Uvittig mand
tror alle dem
venner, som venlig ler;
ei han ser
snarer ham lagt;
sidder blandt snilde han.

25.
Uvittig mand
tror alle dem
venner, som venlig ler;
tidt han ser
til thinge stedt,
talsmænd han teller faa.

26.
Uvittig mand
tror alt vide,
har han i vraa sig vern;
sandser ei det,
hvad han svare skal,
naar folk ham fritter ud.

27.
Uvittig mand
blandt andre stedt,
tryggest det er, han tier;
ingen det ved,
han intet kan,
mæler han ei for mangt.
Den, intet ved,
han ved end ei;
han mæler altfor mangt.

28.
Ferm den tykkes,
som fritte kan,
saa og fortelle selv;
mande-æt ei
magter dølge
hvad gaar fra mand til mand.

29.
Ypper den,
der aldrig tier,
nok af unødig snak;
snarmælt tunge,
har tugt den ei,
galer sig tidt fortred.

30.
Ingen til spot
skal anden have,
treffer i lag han end til;
spotte kan mangen,
som spurgt ei blir
og sidde faar i fred.

31.
Tryg den tykkes,
som tar til flugt,
den gjest, som spotter gjest;
grant han ei ved,
som i gilde ler,
han holdt med gramme gjøn.

32.
Svende saa mange
er saare tro,
forliges dog ei i lag;
altid volder
det evig strid,
trætter gjest med gjest.

33.
Tidlig sig mad
man som tiest faa,
gaar en til grandfolk ei;
sidder han snogen,
ser slugen ud,
spørge kun sparsomt ved.

34.
Omvei lang
er til utro ven,
staar end ved sti hans hus;
men gjenvei gaar
til goden ven,
er han end langt af led.

35.
Gaa man skal,
gjest skal ei være
stadig paa samme sted
likt vorder led,
om lenge han
bier i andens benk.

36.
Bo er bedre
- brøstfeldigt end –
hjemme er husbond hver;
kun taugbendt tag
og to gjeder –
bedre er det dog end bøn.

37.
Bo er bedre
- brøstfeldigt end –
hjemme er husbond hver;
bløder dens hjerte,
som betle skal
sig mad til hvert et maal.

38.
Fra sine vaaben
paa vang man skal
et fjed ei fjerne sig;
uvist at vide,
naar paa vei der kan
spørges om spyd for svend.

39.
Fandt ei saa god jeg
og gavmild mand,
han tog ei tak igjen;
eller saa rund
med rigdom sin,
at led var løn, han fik.

40.
Velstand den,
en vundet har,
negte ei nogen sig;
tidt faar uven,
hvad tenkt var ven;
gaar verre end ventet mangt.

41.
Vexle skal venner
vaaben og klæder,
det sees paa dem selv;
ligt lønnende
lengst er venner,
om alt gaar ellers vel.

42.
Ven skal man
sin ven være,
gave mod gave fly;
mod haan skal mænd
til haan tage,
mod løgn til tale løs.

43.
Ven skal man
sin ven være,
ham selv og saa hans ven;
men ingen mand
med uvens ven
være skulde ven.

44.
Véd du, har ven du,
som vel du tror,
vil af ham du fordel faa,
vexle du gaver
og vennesind,
far ham at finde tidt.

45.
Har du en anden,
du ilde tror,
vil af ham du dog fordel faa;
fagert du tale
men falskt tenke,
lønne med løsord løgn.

46.
End er om den,
du ilde tror,
og tvil om hans tro du har;
smile du til ham
og sledsk tale,
løn være gave lig.

47.
Ung var jeg før,
ensom jeg fór,
gik jeg da vild af vei;
rig jeg tyktes
traf jeg en anden,
mand er mands gammen.

48.
Modig og gavmild
mand bedst lever,
sjelden sig sorger gjør;
udygtig mand
ved alt ræddes;
klynker ved gaver gnidsk.

49.
Gangklæder mine
gav jeg paa vang
til tvende træmænd hen;
karle de tyktes,
da de klæder fik,
naadslig er nøgen mand.

50.
Tørker toll,
som ved torpet staar,
verner ei bark ei bar;
saa med hver én,
hvem ingen har kjær,
hvi skal han lenge leve!

51.
Mer hed end ild
blandt uvenner
blusser fryd i dage fem
men paa den sjette
den slukner hen,
og visner venskab alt.

52.
Gave kun stor
du give ei,
tidt lov med lidt er kjøbt;
med brødlev halv
og halvfyldt krus
fik jeg mig følgesvend.

53.
Grundt vand ved strande,
grundt vand i søer,
grundt er og svendes sind;
ei alle mænd
blev jevnkloge;
halv overalt vor æt!

54.
Middels klog
hver mand være,
aldrig altfor klog;
for de folk
er fagrest liv,
som vel helt meget ved.

55.
Middels klog
hver mand være
aldrig altfor klog;
klog mands sind
er sjelden let,
véd den, det eier, alt.

56.
Middels klog
hver mand være,
aldrig altfor klog;
ingen sin skjebne
skue paa forhaand,
ham er sorgløsest sind.

57.
Brender af brand
brand, til den brendt er,
lue tendes af lue;
mand ved, hvad mæles,
af mand blir kjendt,
men ved taushed taabe kun.

58.
Tidlig den staa op,
som tage vil
andens eie og liv;
liggende ulv
laar ei henter,
sovende mand ei seier.

59.
Tidlig den staa op,
som har tjenere faa,
og til sin syssel se;
mangt en sinker
ved morgensøvn,
rask alt halvt er rig.

60.
Paa tørre ved
og tekke-næver,
paa det véd mand sig maal;
paa den ved,
som vare kan
høst og det hele aar.

61.
Toet og mæt
til thing du rid
om end i daarlig dragt;
ved sko og brog
du skam dig ei,
ei heller ved din hest,
er den end ei saa god.

62.
Snager og sturer,
til sø kommen,
ørn ved ældgamle hav;
saa er en mand,
blandt mange stedt,
der talsmænd han teller faa.

63.
Fritte og tale
hver tenksom mand,
om klog han kaldes vil;
én tør vide;
ei anden maa,
med tre al verden véd.

64.
Sin magt skulde
hver myndig mand
have i tømme holdt;
finder han først
blandt fremferdsmænd,
at ingen er aller størst.

65.
- – - – -
For ord, som er
en anden sagt,
en lidt faar svide saart.

66.
Mangesteds kom jeg
meget for tidlig,
sommesteds og for sent;
ét gilde endt,
andet ei stelt,
sjelden treffer léd i lag.

67.
Hist og her blev
hjem jeg buden,
trengte jeg ei mad til maals,
eller to laar hang
hos trofast ven
for ét, som der jeg aad.

68.
Ild er bedst
for jordens slegt
og syn af solens lys,
faar en saa have
sin helse til,
fri for last i sit liv.

69.
Ei arm i alt,
om end ei karsk:
én er af sønner sæl,
én af frænder,
én af formue nok,
én af velgjort verk.

70.
Bedre for livfør
end livløs mand,
karsk faar altid ko;
baal for rigmand
jeg brende saa –
ude laa død for dør.

71.
Halt rider hest,
haandløs gjæter,
døv holder stand i strid;
blind er bedre
end baalbrendt mand,
nytter ei nogen et lig.

72.
Søn er bedre,
om sent og født,
der husbond heden gik;
bautastene
staar ei stien nær,
reiser ei slegt dem for slegt.

73.
Skjønt to i én hær,
tunge vóg hoved;
i kappe hver
knoer jeg venter.

74.
Nat hilser glad,
den sin niste tror;
smaa er snekkens rær;
utryg er efteraarsnat;
veir i fem døgn
vexler hel tidt,
men i maaned mer.

75.
Ei den véd,
som intet véd:
mangen for guld bliver gjæk;
én er rig,
en anden arm –
legg ham ei det til last.

76.
Fæ, det dør,
frænder dør,
saa en selv og dør;
men ærens ry,
det aldrig dør
for hver, som navn opnaar.

77.
Fæ, det dør,
frænder dør,
saa en selv og dør;
ét jeg ved,
som aldrig dør:
dom om hver en død.

78.
Fold saa jeg fuld
for Fitjung’s børn –
nu bær’ de stodderstav;
saa ei eie
som øiets blink –
vankelmodigste ven.

79.
Uvittig mand
om han eie faar
gods eller kvindes gunst:
trods ham trives
men tanker ei –
gaar i daarskab drøit han frem.

80.
Røbes det ret,
blir om runer spurgt,
rundne fra guder,
dem skabermagter skar,
tegned den taler stor –
tryggest, han tier da.

81.
Ved kveld ros dag,
kone, er hun brendt,
klinge, er den brugt,
kvinde, er hun gift,
is, kom du over,
øl, er det drukket.

82.
I storm feld stok,
i stille paa hav ro,
i mørke med mø tal,
mange er dags øine;
krev fart af skib,
af skjoldet vern,
af klinge hugg,
og kys af mø.

83.
Ved ild drik øl,
paa is du skrid,
kjøb smudsigt sverd
og slunken hingst,
fød hjemme hest
og hund paa støl.

84.
Kvindes ord
skal ingen tro,
ei hvad er mælt af mø;
paa hvirvlende hjul
blev dem hjerter skabt –
letsind i bryst dem lagt.

85.
Bristende bue,
brendende lue,
gabende graaben,
galende kraake,
rytende rone,
rodløse stamme,
svulmende sø,
sydende kjedel,

86.
Flyvende fligspyd,
faldende bølge,
natgammel is,
ormen i ring,
bruds ord paa bolster,
brustne klinge,
bjørnens legen
og barn af konge,

87.
Sygnende kalv,
selvraadig træl,
fjende nys feldt
fristende volve.

88.
Tidlig saadd sæd
tro ei nogen,
ei heller søn for snart;
raader veir for sæd
og vid for søn –
tvivlsomme begge to.

89.
Broders morder,
selv mødt paa vei,
halvbrendte hus,
hesten hel snar –
folen ei duer,
om fod er brudt –
vær ei saa tryg,
du tror alt det.

90.
Saa kvinders tro,
der tenker falskt,
som fór du paa glatis
med ganger uskodd,
toaaring kaad,
ei temmet vel,
stevned i storm
med styreløst skib,
eller halt jog rén
paa høifjeld bart.

91.
Klart jeg nu taler,
kjender jo begge:
falsk er mands hug mod mø;
fagrest er talt,
naar falskest tenkt.;
sligt snærer ædles sind.

92.
Fagert den tale,
friste med gaver,
som vinde vil vivs gunst;
lyse ternes
legem rose –
beiler vel fanger brud.

93.
Elskov aldrig
andre man skulde
legge haardt til last;
tenksom slaar tidt,
hvad ei taabe slaar,
hin den lokkende lød.

94.
Legge du aldrig
andre til last,
hvad times mangen mand;
dumme fra kloge
gjør døgnets børn
hin svare sandsers magt.

95.
Hugen kun ved,
hvad bor hjertet nær,
ene om sit sind den er;
varmhjertet mand
er ei verre sott
end fryd ei at finde mer.

96.
Sanded jeg det,
da i siv jeg sad
og lengted mod min lyst;
legem og liv var
livsalig mø mig,
derfor dog mer ei min.

97.
Billings mø jeg
paa bolster fandt
sove som solen lys;
jarls lykke
tiden mig tyktes,
om ei favne den mø jeg fik.

98.
«End mod aftnen,
Oden! du komme,
vil vinde du det viv;
vé kun og vaade,
véd fler end to
sammen slig en synd.»

99.
Hen jeg gik,
hige jeg tyktes,
fra sands og samling bort;
haabed for vist,
have jeg skulde
al hendes lengsel og lyst.

100.
Kom jeg saa end,
at al den djerve
vagtflok vaagen slod;
med blus i brand
og baaren spaan
blev vaadesti mig vist.

101.
End mod morgnen,
som jeg atter kom,
sovnet var salens vagt;
tæve da traf jeg
ved trofast vivs
leie lenket fast.

102.
Mangen mø god,
er grant hun kjendt,
mod mænd bær’ svig i sind;
det jeg prøved
da prude viv
jeg lokked mig til lyst;
sanked al haan mig
den snilde mø,
og vandt jeg slet ei det viv.

103.
Hjemme vær glad
og mod gjester huld,
vár om dig selv dog vær;
mindsom og maalsnild,
vil mangt du vide,
tidt om det gode tal;
tosse han kaldes,
som tale ei ved;
uvittigs art er det.

104.
Jotnen graa traf jeg,
kom atter hjem,
stum vandt jeg der ei stort;
mælte til gavn mig
med mangt et ord
i Suttungs sale hist.

105.
Gunnlod gav mig
paa gyldenstol
drik af den dyre mjød;
løn saa léd jeg
lod hende faa
for sin trøste tro,
for sin hede hug.

106.
Rate’s mund
lod jeg rum mig faa
og bide der i bjerg
over og under
laa jotners vei,
lagde saa liv jeg til.

107.
Vel kjøbt lykke
vel jeg har nydt,
færrest for klog slaar feil;
thi Odrere
op nu er kommen
til mandehjemmets hegn.

108.
Uvist, om jeg
end var kommen
ud af jotners gaard,
uden Gunnlod’s hjelp,
det gode viv,
som armen om mig slog.

109.
Ret næste dag
Rimthurser drog
at høre til den høie
i den høies hal;
fritted om Bolverk
frelst var hos guder,
eller ham Suttung slog.

110.
Ed paa ringen
Oden jo svor
hvi da hans tilsagn tro?
Suttung daared
for drikken han
og voldte Gunnlod graad.

111.
Tid er at tale
fra talerstol
ude ved Urds brønd;
saa jeg og tied,
saa jeg og tenkte,
lytted til mandemaal.
Om runer jeg hørte,
ei om raad de taug
ved den høies hal,
i den høies hal
hørte jeg saa det sagt:

112.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
reis ei ved nat dig,
røgter ei vagt du,
eller dig tvinger trang.

113.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige; nemmer du,
gode, om gjemmer du:
sov ei hos kvinde
kyndig i troldom,
saa hun dig favner fast.

114.
Hun saa gjør,
du gi’r ei agt
paa thing og konges krav;
mad by’r dig mod
og mænds samkvem,
sorgfuld du sove gaar.

115.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
andens kvinde
aldrig du maa dig
hilde til hjertensven.

116.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
om ad fjeld eller fjord
fare dig lyster,
faa du dig niste nok.

117.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nermme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
onde mand du
aldrig lade
vide vanheld dit;
af onde mand
du aldrig faar
for din tillid tak.

118.
Saa jeg til ulivs
saare en mand
ord af kvinde arg;
tredske tunge
tog ham af dage,
og for ei skjellig skyld.

119.
Raader;dig Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du
gode, om gjemmer du:
vid, har du ven,
som vel du tror,
far ham at finde tidt;
thi gror med krat
og græs saa høit
den gangsti, ingen gaar.

120.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
god mand drag dig
til gammensord,
trøstord i tide lær.

121.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme; .
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
mod din ven
være du aldrig
først til bratte brud;
sorg tærer sind,
om ei sagt du faar
til én din hele hug.

122.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
ord skal du
aldrig skifte
med en daare dum.

123.
Thi af onde mand
du aldrig vil
for godt faa løn igjen;
men gode mand
dig gjøre kan
mildt i munde dømt.

124.
Sambyrd er sluttet,
naar sige en faar
en anden al sin hug;
alt er bedre
end usand være,
ei ven, den kun godord gi’r.

125.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
træt med den verre
ei tre ord end;
bedre sig bøied tidt,
der hvor den verre vóg.

126.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
sko du ei gjøre,
skaft ei til vaaben,
er til dig selv det ei;
sko kan trenge,
skaft være vindt,
da er dig ønsket ondt.

127.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
ser du skade voldt,
du det skade kald,
giv ei din fjende fred.

128.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
glad ved det onde
aldrig du være,
i det gode din glede find.

129.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
op du stirre
i strid ei skal –
gribe kan galskab
gjæves sønner –
at folk dig forfjetrer ei.

130.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du, gode, om gjemmer du:
vil du kvinde god
faa til gammensord
og fange fryd deraf,
fagert da lov
og fast lad staa;
forsmaadd er ei gave god.

131.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
vár du være,
for vár dog ei,
várest du vær mod øl;
og mod andens viv
og mod det tredje,
at tyv dig ei narrer.

132.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
til haan og spot
have du aldrig
gjest eller ferdesfolk.

133.
Ofte ei ved ret
de indendørs,
hvad folk der farer frem;
ingen saa brav,
at brøst ei følger,
saa arm, at han intet kan

134.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
graahærd taler
gjekke du aldrig,
lidt godt er af gamle talt;
tidt fra skrumpne skind
kommer skjønsomt ord –
som med kaller har kaar,
med gubberne gaar
og stavrer med stakler om.

135.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
vær gjest ei gram,
ei fra grind ham driv,
trengende vær til trøst.

136.
Sterk er den stang,
som stige skal
alle til indgang fri;
gave du und,
ellers ønskes dig
paa lemmer alskens ondt.

137.
Raader dig, Loddfaavne!
raad du nemme;
nyttige, nemmer du,
gode, om gjemmer du:
der du øl drikker,
søg dig jordens kraft!
jord staar mod øl,
ild mod sygdom,
ég mod haardsott,
ax mod troldom,
hal mod huskiv,
mod had maanen,
græsgang mod gnagsott,
mod gift runer,
faste jord mod flom.

138.
Véd jeg, jeg hang
paa vindige træ
alle de nætter ni,
med geir saaret
og given Oden,
selv hen til mig selv;
oppe paa træet,
som ingen véd,
af hvad rod det randt.

139.
Med lev de ei hjalp mig
ei med læskedrik,
saa jeg mig nøie ned;
tog jeg op runer,
tog dem og raabte –
faldt saa igjen, derfra.

140.
Gavnraad jeg ni
fik af gjæve søn
til Bolthorn, Bestla’s far,
og drik jeg fik
af dyre mjød
øst udaf Odrere.

141.
Spired af frø jeg
og fuldklog blev,
voxed og triv’des vel
ord mig af ord
ord fremkaldte,
verk mig af verk
verk fremkaldte.

142.
Tegn vil du treffe,
tolkede stave,
helt store stave,
helt sterke stave,
tegned dem taler stor,
gjorde dem guddomsmagt,
hug dem Rogna-Hropt.

143.
Oden hos æser,
for alver Daaen,
Dvalen for dvergeflok,
Alsvinn end
for jotners æt,
somme hugg jeg selv.

144.
Kan du dem riste?
kan du dem raade?
kan du dem male?
kan du dem magte?
kan du til bøn dem?
kan du til blót dem?
kan du dem sende?
kan du dem slette?

145.
Bedre er ubedt
end blót for stort,
gave til gjengjeld ser;
bedre er usendt
end udslettet;
Saa Thund dem hugg
før tiders gry,
der op han stod,
hvor han atter kom.

146.
De kvad jeg kan,
som ei konges viv,
ei kvindebaaren kan;
hjelp heder ét,
som dig hjelpe vil
mod sorger og søgsmaal
og savn tilhobe.

147.
Kan jeg det andet,
som jordbørn trenger,
der leve som læger vil.
- – - – -

148.
Kan jeg det tredje,
trenger haardt jeg
mod fjender baand og bast;
egg jeg døver
for avindsmænd –
bider ei sverd, ei svig!

149.
Kan jeg det fjerde,
om folk legger
lenker om lemmer mig
saa jeg galdrer,
at gaa jeg kan,
brister mig baand af fod,
haandjern mig af haand.

150.
Kan jeg det femte,
ser jeg fiendsk sendt
spyd at fare i flok;
flyver saa sterkt ei,
jeg standser det ei,
ser jeg det med mit syn.

151.
Kan jeg det sjette,
gjør svend mig mén
paa rod at raae træ;
mand, som maner
mig til ufred,
ham slaar mén før mig.

152.
Kan jeg det syvende,
ser jeg flamme
om svende salen høj;
brender saa bredt ei,
jeg bjerger den ei,
den galdr jeg gale kan.

153.
Kan jeg det ottende,
som alle er
nyttigt at nemme ret;
hvor had opstaar
blandt høvdings børn,
bøde jeg kan det brat.

154.
Kan jeg det niende,
om nød jeg har
at holde mit fartøi flot;
vind jeg stiller
paa vandflade
og jevner al den sø.

155.
Kan jeg det tiende,
ser jeg troldkvinder
lege høit i luft;
jeg det volder,
de vende da
hamstjaalne hjem,
hugstjaalne hjem.

156.
Kan jeg det ellevte,
skal ud til kamp
jeg med gamle venner gaa;
galdrer i skjold jeg,
skrider med magt de
karske kampen til,
karske kampen fra,
kommer karske fra alt

157.
Kan jeg det tolvte,
om i træ jeg ser
svinge en snarekvalt;
saa jeg rister,
runer maler,
at komme faar den karl
og tale maa med mig.

158.
Kan jeg det trettende,
om thegnen ung
jeg vie skal med vand;
ei vil han falde
i fylking stedt,
ei segner den svend for sverd.

159.
Kan jeg det fjortende,
skal for folket jeg
nevne hver gud ved navn;
æser og alver
alle jeg kjender,
neppe kan daaren det.

160.
Kan jeg det femtende,
som Thjódrere gol,
dverg for Dellings dør;
magt gol han æser
og alver held,
kløgt for krigergud.

161.
Kan jeg det sextende,
vil snilde mø’s
al lengsel jeg faa og lyst;
hvidarmet viv
vender jeg hugen,
ændrer alt hendes sind.

162.
Kan jeg det syttende,
at sent fra mig vender
sig bort det unge blod.
Lenge de kvad
du, Loddfaavne!
kommer at savne saart;
gode, om du gjemmer,
nyttige, om du nemmer,
vel, om du vandt dem.

163.
Kan jeg det attende,
jeg aldrig lærer
mø eller mands viv –
alt det er bedst,
som én kun véd –
- kommer af kvad det sidst –
uden den ene,
som arm om mig slaar,
eller min søster selv.

164.
Lød nu «Høies ord»
i den Høies hal,
til bod for mandebørn,
til brøst for jotnebørn;
held den, som kvad!
held den, som kan!
nyde, den nemmed!
held dem, som hørte!

Noter:
(13): Gunnlod ɔ: datter af jotnen Suttung, hvem Oden sveg for skjaldemjøden.
(14): Fjalar ɔ: Suttung.
(16): geir ɔ: spyd (om spyd end sparer ham).
(19): Man skal ikke holde sit krus tilbage, (men lade det fyldes)
(36): taugbendt tag ɔ: straatag festet med reb istedetfor sperrer eller lægter af træ.
(53): Forsøgsvis er læst: ”Litil lá sanda – litil lá sæva”.
(62): Snager jvf. ”snaka”: ”lede efter noget”. Iv. Aas.
(73): Tunge og hoved er som to i én hær; dog voldte ofte tungen hovedet banesaar.
(83): støl ɔ: sæter.
(85): rone ɔ: galt
(87): volve ɔ: spaakvinde.
(104): Jotnen graa ɔ: Suttung.
(106): Rate: navnet paa det bor, hvormed Oden gjennembored bjerget for at komme til Gunnlod.
(106): jotners vei ɔ: fjeldet.
(107): lykke eg. vel ”skjønheden” ɔ: den skjønne mø. Odrere ɔ: kjedlen, hvori skaldemjøden gjemtes. Mandehjemmets hegn ɔ: Midgard.
(109): Bolverk ɔ: Oden.
(110): ed paa ringen ɔ: alterringen.
(112): Loddfaavne ɔ: en ung mand.
(136): stang ɔ: bom, som stengsel for indgangen.
(137): gnagsott textens «bítsótt» ɔ: kvægsygdom paa grund af utøi. Jvf. Fritzn.: «beiti»; naar det syge kvæg slippes paa beite, friskner det til.
(139): Jvf. Bugge: «Studier» I pag. 345 ff.
(141): Bolthorn ɔ: en jotun. Bestla ɔ: Odens moder, Jvf. Bugge: Studier I. p, 529 f.
(142): Rogna-Hropt, Jvf. Bugge Studier I. p. 533-541.
(144): blót ɔ: ofring.
(145): Thund ɔ: Oden.
(151): Sigter til den overtro, at man kunde volde en ved at riste troldomsruner i en rod af friskt træ – jvf. Grette’s saga kap. 41 f.
(158): «thegn» ɔ: fribaaren svend. Om den allerede i hedendomen fra kristne optagne skik at overøse det nyfødte barn med vand og give det navn, jvr, K. Maurer: «Ueber die Wasserweihe», München 1880, og Bugge: «Studier» l. pag, 371 ff.
(160): Delling: en dverg. «Krigergud», texten: Hroptatý ɔ: Oden.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

« Hávamál