kipple, kipple, kipple …

Hávamál - Dansk – Thøger Larsen

Havi-Maal

I.

1. SE dig om ved alle Døre,
inden du gaar ind.
Ingen kan vide, hvor Uvenner sidder
i Bo bænket.

2. Hil de gavmilde! En Gæst er kommen!
Hvor skal han sætte sig?
Den har travlt, som paa Dørtærskler
friste skal sin Skæbne.

3. Ild behøver, hvem ind er kommen
og har kolde Knæ;
Klæder og Mad har den Mand behov,
som har faret over Fjæld.

4. Han, som kommer til Bordet, har Brug for Vand,
Haanddug og Høflighed,
velsindet Væsen, om det vindes kan,
Ord og Svar paa Ord.

5. Vid behøver, hvem vide flakker,
hjemme gaar det glat;
der kigges spydigt paa kejtet Mand,
som sidder mellem snilde.

6. Ingen skal prale af Evner og Kløgt,
hellere lærvillig lytte.
Den, som kommer tænksom og tavs til Gaarde,
kommer sjældent galt af Sted.
Thi mer fuldtro Ven faar ingen Mand
end meget Mandevid.

7. Forsigtig Gæst, som gaar til Bords,
er tyndmælet og tavs,
Ørene lytter, og Øjnene ser;
saadan føler hver klog sig for.

8. Den er heldig, som faar herlig Lov
og Ros og skønt Rygte,
der er Møje ved det, en Mand skal eje
i en andens Bryst.

9. Den er heldig, som har selv
Kløgt og Vid i Verden,
thi ondt Raad har man ofte faaet
af en andens Bryst.

10. Bedre Byrde bærer man ej
paa sin Vej end en stor Forstand,
den overgaar Guld paa et ukendt Sted,
er det eneste, en fattig kan føre.

11. Bedre Byrde bærer man ej
paa sin Vej end en stor Forstand,
værre Næring paa Vejen faar ingen
end idelig Bælgen i Øl.

12. Ej er saa godt, som det ofte siges,
Øl for Mænds Ætter,
thi jo mere Drik, des mindre Vid
huser Mands Hjerne.

13. Glemslens Hejre hænger over Ølsvir
og stjæler Mands Forstand;
den Fugls Fjer holdt fast mig lænket
fordum i Gunnlåds Gaard.

14. Drukken, ja drivende drukken jeg blev
tilforn hos den vise Fjalar;
det bedste ved Øl er, at atter derfra
man henter sin Hu tilbage.

15. Tavs og tænksom og tapper skal
Kongesønnen kendes,
hver Mand munter og glad,
til han fældet falder.

16. Ængstelig Mand tror evig at leve,
kan han for Kamp sig vare,
men Ælde giver ham ingen Fred,
om ogsaa Spyd ham sparer.

17. Tossen glor og gaber ved Gildet,
sidder sløv eller sluddrer,
men har han svælget en Slurk, staar al hans
Dumhed aaben i Dagen.

18. Ene den ved, som vide flakker
og langt om Lande har faret,
hvilken Slags Hu Hvermand har,
han kender Vid og Viden.

19. Mand ved Kruset, hold Maade med Mjøden,
tal tilpas eller ti!
Ingen tager dig ilde op,
om du snart gaar hen at sove.

20. En Grovæder, som aldrig faar nok,
æder sig ind i Døden;
mangt et Fjog for sin Maves Skyld
gaar til Grin blandt de kloge.

21. Hjorde ved, naar de hjem skal vende,
og da gaar de fra Græsset,
men et Tossehoved betænker ikke,
at hans graadige Bug har Grænse.

22. En skadefro og fræk Skumler
ler alle andre ud;
ej han tror, hvad han trænger til at vide,
at han ejheller er fejlfri.

II.

23. Vidløs Mand vaager om Natten
og ængster sig for alt.
Mødig er han ved Morgengry,
Møje kun han mindes.

24. Vidløs Mand tror sig Ven med alle,
der ler lystigt med ham;
ej han forstaar, at der stikles til ham
i Klynger af kloge Folk.

25. Vidløs Mand tror sig Ven med alle,
der ler lystigt med ham,
men ser, naar de kommer sammen paa Tinge,
at han har kun faa til Forsvar.

26. Vidløs Mand tror, han ved alting,
hvis han undgaar andres Kval,
men han sanser ikke, hvad Svar han skal give,
hvis spydigt han spørges til Raads.

27. Vidløs Mand, er han med blandt andre,
maa helst til Tavsheden ty;
ingen ved, at han intet ved,
naar ikke hans Ord ham røber;
han ved dog ej, naar han intet ved,
hvor ofte hans Ord ham røber.

III.

28. Klog sig mener den Mand, som kan spørge
og rende rundt med Svaret;
intet Mennesker evner at dølge,
naar først det løber om Land.

29. Evigtalende Tunger fører
tit Løgn og løs Snak.
Tømmes en rap Tunge ikke,
den snakker sig ofte til Skade.

30. Til Bedste skal ingen en anden have
og aldrig i andres Selskab.
Klog synes ofte, hvem ingen spørger,
saa han holder sig tørhudet.

31. Helst maa en Gæst, som har haanet en Gæst,
flygte fra Gaard og Gilde.
Maaske han ej føler, mens han flirer over Maden,
at Harme murrer imod ham.

32. Ofte er Mænd ægte Venner,
til ved Krus de kives,
det er altid Aarsag til Strid,
Gæst opirrer Gæst.

33. Aarle skal Mænd Maaltid tage,
dog ej, skal de ud til andre,
da sidder de sløvt og ser sultne ud,
gider næppe spørge om noget.

34. Afsides er den slette Ven,
bor han end ved Alfarvej.
Men til god Ven gaar der Genvej,
om end han fôr til det fjerne.

35. Man skal gaa i Tide og ej være Gæst
altid paa samme Sted;
kær bliver led, om længe han sidder
bred paa en andens Bænk.

36. Bo er bedst, selv om blot det er lidet,
hver er Herre hjemme;
med to Geder og tovbaaret Tag
er Bo dog bedre end Bøn.

37. Bo er bedst, selv om blot det er lidet,
hver er Herre hjemme;
blodigt er Hjertet i hjemløse Folk,
der maa tigge Mad til hvert Maaltid.

38. Ingen Mand skal paa Mark sine Vaaben
vige et Fjed fra,
thi ingen kan vide, om ude paa Vejene
Brug der bliver for Spydet.

39. Jeg fandt ej saa gavmild eller gæstfri Mand,
at han ej tog gerne en Gave,
eller een saa ødsel med alt sit Gods,
at Løn var ham led, hvis man bød ham.

40. Eje, som endelig een har faaet,
skal han taale at tage i Brug;
tit gaar til en hadet, hvad man gemte til en kær,
mangt gaar værre end ventet.

IV.

41. Vaaben og Vadmel skal Venner veksle
til gensidig Glæde.
Venner er Giver og Gengælder
længst, om alt lider vel.

42. En Mand skal være sin Vens Ven
og give Gave for Gave,
Latter skal lyde for Latters Lyd
og Løgn for løs Tale.

43. En Mand skal være sin Vens Ven
og Ven med Vennens Ven,
men ingen Mand med sin Uven skal
have Vens Ven fælles.

44. Vil du af en Ven, som du vel tror,
have godt at haabe,
skal du veksle Tanker og Ting med ham,
ofte søge ham op.

45. Vil du ogsaa af en anden, som du ilde tror,
have godt at haabe,
tal fagert til ham med falsk Tunge,
giv Løgn for løs Tale.

46. Atter om den, som du ilde tror,
og nærer Mistanke til:
stem i hans Latter, snak ham efter Munden,
lad Gengæld være som Gave.

47. Ung var jeg fordum, fôr ensom ud,
vild paa Vejene fôr jeg,
rig følte jeg mig, da jeg fandt en anden,
Mand er Mands Gammen.

48. Milde, frejdige Mænd lever bedst,
møder sjældent Sorg,
men uklog Mand ængstes for alting,
møder hver Gave med Mistro.

49. Mine Klæder ofred jeg ude paa Marken
to Personer af Træ,
Helte de ligned, da Hylster de fik,
sky er nøgent Skind.

50. Træ, som staar paa Torpen, visner,
ej lyer Bark eller Løv,
det er som den Mand, hvem ingen elsker,
hvorfor skal han leve længe?

51. Hedere end Ild er blandt onde Venner
Fred i fem Dage,
den slukkes ud paa den sjette Dag,
og alt Venskab har Ende.

52. Ingen give for yppige Gaver,
tit høster man Lov for lidt.
For et halvt Brød og en hældende Skaal
fik jeg mig en Fælle.

V.

53. Bag lidet Sand er der liden Sø,
og smaa er Mændenes Sind.
Ikke blev alle ens i Kløgt,
alt er ufuldkommet.

54. Middelvis hver Mand skulde være,
aldrig alt for vis.
De kan leve Livet fagrest,
som har velgrundet Viden.

55. Middelvis hver Mand skulde være,
aldrig alt for vis.
En Vismands Sind er sjældent glad,
hvis han i Hu er alvis.

56. Middelvis hver Mand skulde være,
aldrig alt for vis.
Ingen ane sin egen Skæbne,
saa har man gladest Sind.

VI.

57. Brand brænder af Brand og forbrænder,
Ild tændes ved Ild.
Mand kendes af Mand paa Mælet,
Tossen paa tomt Pral.

58. Aarle skal op, hvem en andens Liv
eller Eje agter at rane.
Sjældent vanker Laar til liggende Ulv
eller Sejr til sovende Mand.

59. Aarle skal op, hvem til Arbejd har faa
Folk og se alting efter,
meget sinkes under Morgensøvn,
hurtig er halvt rig.

60. For tørre Spær og for Tækkebark
kender Manden Maal og Mængde,
[for Tømmer, han bruger at bygge med,
ved han Maal og Tal og Tid].

61. Toet og mæt ride Mand til Tings,
om end ej i sit ypperste Tøj.
Ingen sig skamme ved Sko og Broge,
ej heller ved halvgod Hest.

62. Efter Vejret snapper og sænker sit Hoved
Ørn ved evigt Hav –
saadan er den Mand, som blandt mange kommer
og har faa til at tale for sig.

63. En vis kan spørge og selv svare,
kald ham ellers ikke vis,
fortie, hvad en anden ej maa vide,
hvad tre ved, ved alt Folket.

64. Hver kløgtig Mand skal sin Magt bruge
til rette Maal og Maade,
han mærker mellem modige Mænd,
at ingen er taprest af alle.

65. [Aarvaagen være een og hver,
varsom med Vennetro],
Ord, der ytres til Andenmand,
kender ofte med ond Løn hjem.

66. Meget for tidligt kom jeg mange Steder,
somme Steder for silde,
Øl var drukket eller ikke brygget,
ukær skyder oftest forbi.

67. Nu og da blev jeg dog budt ind,
naar jeg ikke var særlig sulten,
to Laar kunde hænge hos en trofast Ven,
havde et jeg ædt, før jeg kom.

68. Ild er det bedste for alle Mand
og Solens Skær og Skin,
samt at have sit Helbred faaet
og uden Last at leve.

69. En svag er ej ganske svegen af Lykken,
somme glædes ved Sønner,
somme ved Frænder og somme ved Gods,
somme ved vidtkendt Værk.

70. Hellere i Live end aflivet,
altid faar kvik Mand Ko.
Paa Rigmands Arne saa jeg Ild flamme,
men ude var Døden for Døren.

71. Der er halte til Hest og Hyrder med een Haand
og døve, som duer i Kamp.
Blind er bedre end brændt at være.
Lig ligger til ingen Nytte.

72. Hellere en Søn, selv om sent han fødes
først efter Faderens Død.
Sjældent staar Bavtastene ved Vejen,
satte ej Søn dem for Fader.

73.[1] To er Stridsmænd i samme Hær,
Tunge er Hoveds Morder;
skjult i hver Skindkjortel
venter jeg en hemmelig Haand.

74. Nat bliver god, har man nok i Sækken,
Skib har korte Spryd,
Høst har skiftende Hamme;
i fem Døgn vender Vinden sig tit,
meget mer i en Maaned.

75. Den ved ikke, som intet ved,
at Guldet gør mangen til Abe,
een bliver rig, en anden fattig,
derfor dog ej skal han dadles.

76. Fæ dør, Frænder dør,
ogsaa du skal dø,
Eftermælet aldrig dør
om, hvad vel er endt.

77. Fæ dør, Frænder dør,
ogsaa du skal dø;
eet jeg ved, som aldrig dør,
Dom om hver en død.

VII.

78. Hos Fitjungs Sønner saa jeg fyldte Stalde,
nu bærer de Betlerstaven,
Eje er ligesom Øjekast,
en vægelsindet Ven.

79. Uklog Mand, som i Eje faar
Kvæg eller Kvinders Lyst,
stiger i Pral, men synker i Vid,
hovner af høje Drømme.

80. Tro mig, spørges den tryllekloge
rigtig til Raads om Runer,
af Guderne gjort, af Fimbultul farvet,
det baader ham bedst at tie.

81. Ros Dagen ved Kvæld og Kvinden brændt,
Sværd, naar det er svunget,
Mø, naar hun er ægtet, Is, naar du er ovre,
Øl, naar det ud er drukket.

82. Hug Ved under Vind, søg til Vands i Blæst,
tal med Tøsen i Mørke, tusindøjet er Dagen.
Et Skib skal skride, et Skjold beskytte,
Sværd kløve Panser og Pige kysse.

83. Ved Ilden drik Øl, gaa paa is at skride,
køb radmager Hest og rustent Vaaben,
fed Hesten hjemme og Hunden ved Gaard.

VIII.

84. Møens Ord skal ingen tro
og ej, hvad Kone kvæder;
thi paa hvirvlende Hjul deres Hjerter blev skabt,
og Vaklen bor dem i Bryst.

85. Bristende Bue, brændende Lue,
gabende Ulv og galende Krage,
gryntende Svin og grødeløst Træ,
stigende Bølge, sydende Kedel –

86. Flyvende Flene, faldende Bølge,
natgammel Is, ombøjet Orm,
Bruds Ord i Senge og brækket Vaaben,
Bjørneleg eller Barn af Konge –

87. Sygnende Kalv, selvraadig Træl,
Vålvesnaks Vellyd, valfældet Lig,
[lysende Himmel, leende Herre,
Hunde-Halten og Hore-Sorger] –

88. Aarle saaet Ager – skal ingen tro
og ikke for snart sin Søn,
Vejr raader Agren og Vid Sønnen,
brydsomt er det med begge.

89. Sin Broders Morder, om mødt paa Vejen,
halvbrændt Hus eller hurtig Hest,
- Hest er unyttig, blot eet Ben brækker –
ingen være saa tryg, at han tror paa sligt.

90. Saa er Kvinders Elskov, naar derunder er Rænker,
som at age paa Glatis med glatskoet Hest,
en vilter toaars og tæmmet slet,
eller i Stormvejr at styre rorløst
eller halt i Tøfjæld at tage en Ren.

91. Klart vil jeg tale, thi jeg kender begge:
Karlens Hu skifter til Kvinden,
fagrest vi taler, naar falskest vi tænker,
det hilder den kloges Hu.

92. Den skal tale godt og Gaver byde,
som vil Kvindens Kærlighed have,
den lyse Piges Legeme love,
han vil faa, som frister.

93. Aldrig være Elskov Aarsag til,
at een laster en anden,
tit daares den kloge, mens den dumme gaar fri,
af den blændendes Blik.

94. Ingen skal dadle det hos en anden,
som times mangen Mand;
den vældige Elskov forvandler ofte
til Daarer dem, som var kloge.

95. Kun Mands Hu, som nær Hjertet bor,
ser, hvad Sindet rummer,
den værste Sot for den vise Mand
er Savn, som intet opnaar.

96. Det følte jeg selv, da jeg sad iblandt Rør
og længtes efter min Lyst:
mig Hjerte og Liv var den liflige Mø,
som jeg dog ej favned og fik.

97. Billings Mø paa Bolster jeg fandt,
den solhvide sov.
Ikke som Jarl jeg ænsed at leve
uden at eje hendes Legem.

98. ”Tæt mod Aften skal du, Odin, komme,
vil med Mø du mæle.
Ilde er det, om andre aner
vor Fryd, vort fælles Fald”.

99. Jeg vendte tilbage, det var mig som
[min Elskov hilded min Hu].
Jeg tænkte, jeg helt skulde tage i Eje
Pigens Sanser og Sødme.

100. Da jeg dernæst kom, alle Kæmper jeg fandt
vaagne, i Virksomhed,
med brændende Fakler og baaret Ved,
jeg fandt mig ad Vildspor faret.

101. Ved Morgengry, da jeg mødte igen,
sov Folkene inde i Salen;
en Tævehund laa henad den gode
Kvindes Leje lænket.

102. Mangen god Mø vil af Manden findes
ved stedse vaklende Vilje;
det lærte jeg, da jeg den listige Kvinde
søgte med Svig at lokke.
Den snedige voldte mig Hvermands Latter,
og intet fik jeg derfor.

IX.

103. Hjemme glad og mod Gæsten munter
og vis af Væsen man være,
Minde og Mæle maa den meget vise
eje og øve det gode.
Fimbulboble har Folk betegnet
Daaren, som ej finder Ord.

104. Jeg fra Oldingjætten er nu atter kommen,
der tjente det mig lidet at tie.
Jeg ytred meget til min egen Ros
inde i Suttungs Sale.

105. Gunnlåd gav mig paa Gyldenstol
den dyre Mjød at drikke;
ussel Gengæld gav jeg hende
for Ædelsind og Omsorg.

106. Ratis Mund lod jeg rive Hul
og i Grus gnave,
øjned Jættespor oppe og nede,
jeg havde mit Hoved i Fare.

107. Velkøbt Ynde har jeg velfølt nydt,
vis vægrer sig ej,
derfor Odrerir droges op
til Jordens Slægters Hjem.

108. Endnu jeg næppe ud var kommen,
bort fra Jætternes Bolig,
nytted jeg ej Gunnlåd, den gode Kvinde,
som tog mig i Armene ind.

109. Dagen efter iled Rimturser
at høre i Havis Hal
om Bålverk til Gudernes Bo var kommen
eller segnet for Suttungs Haand.

110. Ring-Ed synes mig svoret af Odin,
hvem stoler tryg paa hans Troskab?
Suttung har han svegen for Mjøden
og lod Gunnlåd gaa med Sorgen.

X.

111. Det er bid at tale fra Talerstolen,
rejst op ved Urds Brønd.
Jeg saa og tied, jeg saa og tænkte,
jeg lytted til Mændenes Maal;
om Runer de talte og Runeraaden
ved Havis Hal, i Havis Hal,
jeg hørte dem sige saa:

112. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
staa ej op om Natten, hvis ikke du spejder
eller har et Ærinde ud.

113. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Sov ej tryllekyndig Kone i Favn,
saa hun lukker Lemmerne om dig.

114. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Hun slører din Tanke, saa Tinge du glemmer,
foragter Kongens Ord;
ej Mad du nyder eller Menneskers Gammen,
men gaar med Sorg for at sove.

115. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
lok aldrig med dig en andens Kone
ud i Elskovs Lyst.

116. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
vil ud paa Fjæld eller Fjord du fare,
tag rigelig Rejsekost.

117. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
en ond Mand skal du aldrig lade
faa dine Vanheld at vide.
Thi af ond Mand vil du aldrig faa
Tak for god Tro.

118. En ond Kvindes Ord bed ofte
Manden ind i Øret,
den falske Tunge tog ham af Live,
skønt Usandhed den sagde.

119. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
ved du en Ven, som du vel tror,
gaa da ofte og gæst ham,
thi højt Græs vil gro mellem Krat
paa Vejen, ingen vandrer.

120. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
tal Gammensord med en god Mand,
søg lyse Kaar, mens du lever.

121. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Vær aldrig den første, der flænger itu
vundet Venskabs Baand,
Sorg æder Sindet, naar siden du ingen
har at betro dig til.

122. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Indlad dig aldrig i Ordskifte
med tomhjernede Taaber.

123. Thi af ond Mand ydes dig aldrig
god Løn i Livet,
men god Mand kan gøre dig megen
Nytte og rose dit Navn.

124. Venskab er godt, hvor Venner kan sige
hinanden alt, hvad de mener;
ussel er Tale med to Slags Tunge,
lav er Ven, som logrer.

125. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Øv aldrig tre Ords Trætte med en værre,
han slaar til, naar den bedre tøver.

126. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Aldrig Sko eller Skaft du forme
uden det er til dig selv;
er Skoen styg eller Skaftet skævt,
vil Utak over dig komme.

127. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Møder du ondt, saa mærk det som ondt,
giv ej dine Fjender Fred.

128. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Glæd dig aldrig over det onde,
men lad det gode dig glæde.

129.[2] Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
I Kamp skal du aldrig kigge op,
at ej du af Trolddom tvinges,
[Svende kan til Svin forvandles].

130. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Vil du Gammen tale med god Kvinde
og finde din Fryd hos hende,
da fagert, og Løftet du holde,
god Gave er ingen imod.

131. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Vær altid varsom, dog ej altfor varsom,
mest vogt dig for Øl og Andenmands Kone,
for det tredje for Tyves List.

132. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Aldrig du have til Haan eller Latter
Gæst eller gaaende Mand,
tit skønner de daarligt, som sidder inde,
af hvad Art de er, som kommer.

133. Fortrin og Fejl bærer Folkenes Sønner
sammenblandet i Brystet,
ingen er saa god, at han aldrig fejler,
ingen er saa daarlig, at han duer til intet.

134. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
Le aldrig ad Oldings Ord,
tit er godt, hvad de gamle kvæder,
tit af vissen Bælg kommer Visdoms Ord,
skønt han hænger med Hud
og skramler i Skrud
og trasker om iblandt Trælle.

135. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
gø ej mod Gæst eller gen ham paa Porten,
gør mod lidende godt.

136. Stærk er den Stage, som svinges fra,
hvor Døren aabnes for alle.
Læg Ring om, ellers ønsker den dig
alle Piner paa Pelsen.

137. Jeg raader dig, Loddfafnir, mit Raad du tage,
du skal nyde, om du nemmer,
du fremmes, om du følger:
naar Øl du synker, søg Jordens Kraft,
thi Jord svækker Ølrus og Ild Sygdom,
Eg Bugtryk og Aks Trolddom.
Hal Hustvist, mod Harm søg Maanen,
mod Bidsot Bid og mod Ban Runer,
Slette sluger Flod.

XI.

138. Jeg ved, at jeg hang paa vindhærget Træ
ni hele Nætter
med Spyd-Vunder og viet Odin,
selv viet mig selv,
oppe i Træet, som ingen ved
af hvilke Rødder randt.

139. Ej Haand rakte Brød mig, Horn ej heller,
ned retted jeg Øjet, tog Runer op,
op under Raaben, faldt atter ned.

140. Fik Fimbulsange ni af den navnkendte Søn
af Båltorn, Bestlas Fader.
Og en Drik jeg fik af den dyre Mjød,
øst af Odrerir.

141. Da følte jeg mig spire og fyldes af Kløgt
og vokse og Velmagt vinde.
Ord mig fra Ord til Ord ledede,
Værk mig fra Værk til Værk ledede.

142. Runer skal du finde og raadede Stave,
meget store Stave, meget stærke Stave,
dem tegned Fimbultul,
høje Guder dem gjorde,
Magternes Hropt dem ristede.

143. Odin hos Aserne, for Alferne Dain
og Dvalin for Dværges Flok,
Asvid for alle Jætter,
selv risted jeg somme.

144. Ved du at riste dem? Ved du at raade dem?
Ved du at præge dem? Ved du at prøve dem?
Ved du at bede dem? Ved du at blote dem?
Ved du at sende dem? Ved du at slette dem?

145. Hellere ubedet end alting ofret,
altid ser Gave mod Gengæld,
hellere usendt end helt udslettet.
Det ristede Tund [for Tidernes Folk],
hvor op han steg, da atter han kom.

XII.

146.[3] Sange jeg kender, som Kongens Kone
eller Folkets Søn ej aner.
En hedder ”Hjælp”, den kan hjælpe dig
mod Splid og Sorger og Soter.

147. Jeg kender en anden til alles Tarv,
der bar valgt at leve som Læger.

148. Jeg kender en tredje, hvis jeg trænger til
Værn og Værge mod Fjender:
for Fjenden svækker jeg Sværdets Egg,
hans Fælders Magt til at fange.

149. Jeg kender en fjerde, om Folk vil lægge
Lænker paa mine Lemmer,
saadan jeg galer, at jeg gaar derfra,
og Lænker af Fødderne falder
og af Hænderne haarde Baand.

150. Jeg kender en femte, naar en fjendtlig Pil
jeg ser mod Fylken at flyve:
hvor stærkt den flyver, standser jeg den,
naar først jeg faar Øje paa den.

151. Jeg kender en sjette, hvis man saarer mig
med Rødder af raat Træ:
han, som fjendtligt hidsede mig,
faar mere Mén end jeg.

152. Jeg husker en syvende, staar højt i Lue
Sal om siddende Folk.
Hvor vildt den end brænder, jeg bjærger den dog,
en saadan Galder kan jeg gale.

153. Jeg kender en ottende, som er for alle
saare nyttig at nemme:
hvor Had vokser blandt Høvdingsønner,
der kan jeg bøde den brat.

154. Jeg kender en niende, nødes jeg til
at bjærge mit Skib paa Søen:
jeg bringer Vind paa Voven til Ro
og sænker al Sø i Søvn.

155. Jeg kender en tiende, om Tunridts-Piger
jeg ser i Luften lege:
det volder jeg, at forvildet de farer
fra Hamme og Hu, hvor de har hjemme.

156. Jeg kender en ellevte, skal ud jeg følge
gamle Venner til Valen:
Jeg galer under Skjolde, saa gævt de farer
usaaret i Kamp og fra Kamp usaaret,
usaaret alle Vegne fra.

157. Jeg kender en tolvte, ser i Træ jeg svinge
højt en hængt Mands Lig:
da rister og maler jeg Runer, saa han
kommer til og taler med mig.

158. Jeg kender en trettende, kommer en Dreng
til mig for i Vand at vies:
han falder ej, om i Fylke han staar,
ej fældes Svenden ved Sværd.

159. Jeg galer en fjortende, skal Guders Navne
jeg føre for Folket frem:
jeg kender alle Aser og Alfer,
saa kyndig findes kun faa.

160. Jeg galer en femtende, den gol Tjodrørir,
Dværgen, for Dellings Døre:
Kraft gol han Aser, Alfer Fremme
og Tanke Hroptatyr.

161. Jeg ved en sejstende, vil jeg vinde en klog
Piges Sind og Sanser:
Sindet jeg vender i den hvidarmede,
besnærer al hendes Sans.

162. Jeg kender en syttende, og sent fra mig gaar
den elskovsglade Ungmø:
Endnu længe maa du, Loddfafnir,
savne disse Sange.
Held faar du, naar du har dem,
Nytte, om du nemmer,
Tarv, i Fald du tager.

163.[4] Jeg kender en attende, jeg aldrig lærer
Mø eller Mands Kone
uden den ene, hvis Arm mig favner
eller som er min Søster,
- alt er bedst, som een kun kender,
her har Sangene Slut -.

164. Nu er Havis Ord i Havis Hal
talt til Menneskers Tarv,
kvædet til Jætternes Kval.
Hil den, som kvad dem, hil den, som kender dem,
nyde den, som nemmed,
hil dem, som hørte!

Fodnoter
[1] Kun en Halvstrofe i Originalen.
[2] Sidste Linje staar i Originalen før næstsidste.
[3] 146-193. Sml. Groas Galder.
[4] De to sidste Linier før de to næstsidste i Originalen.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

« Hávamál