kipple, kipple, kipple …

Hávamál - Dansk – Frederik Winkel Horn 1869

Den Højes Sang
(Hávamál)

I

1.
Før du træder ind i Hallen,
skal du skarpt omkring dig spejde,
se dig for i alle Kroge;
Ingen kan med Vished vide,
hvor Fjende har sig gjemt.

2.
Hil og sæl skal Værten være,
fremmed Mand er nu i Hallen,
sig ham, hvor han skal sig bænke,
utaalmodig venter Gjæsten,
medens han ved Døren staar.

3.
Varme Gjæsten vist behøver,
han er kold om sine Fødder,
han til tørre Klæder trænger,
over Fjelde foer han hid.

4.
Vand og Haanddug han behøver,
som til Maaltid hid er kommen,
gjæstmildt skal imod ham tages,
og et venligt Sind ham vises;
venlig skal ham Velkomst bydes,
hør saa, hvad han har at sige.

5.
Vid behøver den, som vide
farer, let gaar alting hjemme;
den, som Intet véd og kjender,
ser de paa som paa et Særsyn,
naar han er blandt kloge Folk.

6.
Med sit Vid skal Ingen prale,
heller vogte nøje paa sig,
den, som varsom gaar til Gaarde,
vorder sjelden stedt i Fare,
thi saa sikker Ven man aldrig
faar som meget Mandevid.

7.
Han, som klog til Gilde kommer,
taler lidt og tier meget,
bruger Øren, bruger Øjne,
saadan ser en Vis sig for.

8.
Sæl er den, som véd at vinde,
Ros og Trøst i eget Hjerte,
utrygt er, hvad man skal eje,
udenfor sin egen Sjæl.

9.
Sæl er den, som ved at vinde
Ros og Vid, imens han lever,
onde Raad er ofte komne
til en Mand fra anden Mand.

10.
Bedre Byrde bærer Ingen
med paa Vej end Kløgt og Vidskab,
mere værd end Guld det tykkes,
om paa ukjendt Sted man kommer,
det er Værn for fattig Mand.

11.
Bedre Byrde bærer Ingen
med paa Vej end Kløgt og Vidskab,
værre Rejsegods ej bæres
med paa Vej end Rus af Øl.

12.
Øl er ej for Mænd at drikke
slet saa godt, som somme sige,
thi jo mere Øl man drikker,
desto mer gaar Videt bort.

13.
Glemslens Hejre hedder Fuglen,
som om Drikkebordet kredser,
bort den stjæler Mandevidet;
med den Fjedre blev jeg bunden,
da jeg var i Gunløds Gaard.

14.
Drukken, overstadig drukken,
Blev jeg hos den vise Fjalar,
det er bedst om Øl at sige:
Hvermand faar sit Vid igjen.

15.
Tavst og klogt skal Kongsbarn være,
djærvt og duende i Kampen;
glad og fro skal Hvermand være,
til hans Dødsdag bryder frem.

16.
Fejg og dum er den, som tænker,
at hans Liv skal evig vare,
om han varer sig for Kampen;
ej vil Ælden Fred ham give,
om han end faar Fred for Spyd.

17.
Tossen, som til Gilde kommer,
glor og snakker som en Tosse,
eller sidder tavs og gaber,
men faar blot han drukket noget,
aabent ligger da hans Sind.

18.
Ene den, som vidt har faret,
som har gjæstet mange Steder,
Og som véd, hvad selv han evner,
skuer grant i Hvermands Sind.

19.
Ingen holde skal paa Hornet,
dog til Maade Mjøden drikke,
tale vel og ellers tie,
ingen Mand det Uskik kalder,
at du tidlig gaar tilsengs.

20.
Graadig Mand, som ej sig styrer,
æder tidt sig Sot paa Halsen,
ofte vækker Tossens Mave
Latter iblandt kloge Folk.

21.
Hjorden véd, naar Tiden kommer
til at vende hjem fra Græsset;
Tossen bliver ved at spise,
kjender ej sin Maves Maal.

22.
Usel Mand og ildesindet
lér af hvadsomhelst han møder,
ved ej, hvad han burde vide,
selv er ej han uden Fejl.

23.
Uklog Mand om Natten vaager,
tumler sine tunge Tanker,
træt han er, naar Dagen kommer,
og hans Sorg er end som før.

24.
Uklog er den Mand, som tænker,
alle de, som smile til ham,
er hans Venner, ej han mærker,
naar de have ondt isinde,
om han er blandt kloge Folk.

25.
Uklog er den Mand, som tænker,
alle de, som smile til ham,
er hans Venner, da han mærker,
naar engang til Things han kommer,
at af Talsmænd har han faa.

26.
Uklog Mand tror Alt at vide,
naar han véd at undgaa Fare,
men om Mænd engang ham prøver,
véd han ej at give Svar.

27.
Uklog Mand, som gjæster andre,
bedst det baader tavs at være;
Ingen véd, han er en Tosse,
om han ej for meget taler;
men en Tosse selv véd aldrig,
naar han har for meget talt.

28.
Kløgtig tykkes den, som spørger
vel og giver gode Gjensvar,
aldrig evner man at dølge
det, som sker imellem Mænd.

29.
Den, som aldrig tier stille,
hører altfor tidt man tale
Ord, som intetsteds har hjemme;
rapmælt Tunge, som ej styres,
taler tidt Fortræd sig til.

30.
Ingen Mand til Spot skal gjøre
anden Mand, som gjæster Gildet;
mangen tror sig vís og kyndig,
om han slipper for at spørges
og faar sidde tavs i Ro.

31.
Mangen tror sig vís at være,
om han blot paa Flugt sig giver,
naar som Gjæst han haaned Gjæster;
den, som spotter over Borde,
mærker tidt for sent han kasted
Haadingsord til vrede Mænd.

32.
Mange Mænd er gode Venner,
kives saa ved Gildebordet,
Gjæst, som tirrer andre Gjæster,
volder altid Kiv og Strid.

33.
Aarle tage Mand sin Davre,
uden det ej andre gjæste,
ellers sidder han og hænger,
lader mærke, han er sulten,
og kan spørge kun om lidt.

34.
Omvej er det for en Uven,
gaar din Vej end tæt forbi ham,
men til Vennen gaar der Gjenvej,
om han end bor langt af Led.

35.
Gaa skal Gjæsten, skal ej blive
paa det samme Sted bestandig;
kjedelig den kjære bliver,
om han altfor længe sidder
hos en anden Mand som Gjæst.

36.
Bedst er eget Bo at eje,
er det fattigt end og ringe,
Hvermand er dog Herre hjemme;
ejer han kun tvende Geder
og en fattig straatakt Hytte,
det er bedre dog end Bøn.

37.
Bedst er eget Bo at eje,
er det fattigt end og ringe,
Hvermand er dog Herre hjemme;
bløde maa vel den Mands Hjerte,
som skal tigge sig til Mad.

38.
Ej et Fjed fra sine Vaaben,
skal en Mand gaa bort paa Marken,
thi for vist kan Ingen vide,
naar han trænger til sit Spyd.

39.
Ej saa gjæstmild Mand jeg mødte,
som saa villig bød paa Maden,
at han ikke tog mod Gaver;
Ingen kjender jeg saa gavmild,
at han er ved Gjengjæld léd.

40.
Ingen, som har Gods erhvervet,
spare karrig, som han trængte,
tidt man sparer for sin Uven,
hvad man havde tiltænkt Vennen,
mangt gaar værre, end man tror.

41.
Venner skal hinanden glæde
med at skjænke gode Vaaben,
Klæder, som til Fryd kan være,
Venskab varer længst imellem
Mænd, som ej paa Gjengjæld spare,
om ej Andet kommer paa.

42.
For sin Ven skal Ven man være,
give Gave ham for Gave,
men for Haan kun Haan tilbage,
Løn for Løgn er løse Ord.

43.
For sin Ven skal Ven man være,
for ham selv og for hans Venner,
men ej nogen Mand skal være
Venner med sin Uvens Ven.

44.
Vid, at om en Ven du ejer,
som du lider paa med Tryghed,
og du Godt af ham vil nyde,
skal dit Sind med hans du blande,
skifte Gaver, se ham tidt.

45.
Er der én, som du tror ilde
og vil Godt dog af ham nyde,
tænk saa falskt, men tal kun fagert,
giv for Løgn ham løse Ord!

46.
End om den, som du tror ilde,
paa hvis Sind du ikke lider,
venlig skal du til ham smile,
sige mer, end just du mener.
Lige ham for Lige giv.

47.
Fordum i min Ungdoms Dage,
foer jeg ene, vild da foer jeg;
ny jeg tyktes mig at vorde,
da en anden Mand jeg mødte,
Mand er Mandens bedste Lyst.

48.
Bedst gaar Livet for den bolde,
som er vennesæl og gavmild,
sjelden har han Sorg til huse;
ugjæv Mand for Alt er bange,
nærig selv for Gaver angst.

49.
Tvende Træmænd hist paa Marken
gav engang jeg mine Klæder,
Karle tyktes de at være,
da de først fik Klæder paa sig,
nøgen Mand er aldrig Helt.

50.
Træet, som staar ene, visner,
Bark og Løv det ikke skjærmer,
saa er den, hvem ingen elsker,
hvi skal han vel længe leve?

51.
Hedere end Ilden brænder
Venskab mellem utro Venner
for en Stund, men saa det slukner,
og det Venskab er forbi.

52.
Større Tak for liden Gave
tidt man faar end for de store;
halvt var Brødet, halvfyldt var Kruset,
dog jeg vandt en Ven derved.

53.
Liden Søgang, liden Havstok,
smaa er Menneskenes Tanker,
ej blev alle lige snilde,
tvende slags i Verden er.

54.
Vis til Maade er det Bedste,
altfor vís er ej til Baade,
fagrest er for den at leve,
som véd mangt og véd det vel.

55.
Vís til Maade er det Bedste,
altfor vís er ej til Baade,
sjelden glædes vís Mands Hjerte,
om han bliver alt for vís.

56.
Vís til Maade er det Bedste,
altfor vís er ej til Baade,
Ingen vide forud Skjæbnen,
da er mest for Sorg han fri.

57.
Brand faar Ild fra Brand og brænder,
til den udbrændt er og slukner,
Lue tændes op af Lue,
Mand af Mand ved Tale lærer,
den, som tavs sig slutter inde,
bliver snart en indbildsk Nar.

58.
Aarle den staa op, som tænker
Andres Liv og Gods at tage,
Ulv, som ligger, faar ej Føde,
Mand, som sover, faar ej Sejr.

59.
Aarle den staa op fra Lejet,
som har faa kun til sit Arbejd,
selv han se, hvordan det drives,
meget Morgensøvnen spilder,
driftig Mand er halvvejs rig.

60.
Maal paa Ved og Tækkenæver
kjender Manden, véd helt nøje,
hvad der vil gaa med af Brænde
i en Maaned, i et Aar.

61.
Toet og mæt til Things man ride,
har man end ej skjønne Klæder;
Sko og Brog kan Ingen skjæmme,
det kan heller ikke Hesten,
selv om ikke den er god.

62.
Ørnen snøfter efter Føde,
naar den over Havet kommer;
saa er den, som staar blandt mange,
og af Talsmænd kun har faa.

63.
Den, som vil, man skal ham kalde,
klog, han tale vel og spørge,
ej betro sig til den ene,
heller ikke til den anden,
Verden véd, hvad trende véd.

64.
Klog Mand tøjler sine Kræfter;
kommer han blandt bolde Kæmper.
vel han da skal faa at mærke,
Hvermand har sin Overmand.

65.
Tavs og varsom skal man være,
se sig for, før man betror sig,
haardt maa tidt for Ord man bøde,
som man sagde anden Mand.

66.
Mangt et Sted jeg kom for tidlig,
og for silde somme Steder,
her man havde Øllet drukket,
der var det endnu ej lavet,
ukjær Gjæst gaar oftest fejl.

67.
Hist og her man gjæstfrit bød mig,
naar kun ej jeg daglig trængte,
eller naar hos Hjertensvennen
for hver Bov, som vi fortæred,
end to andre hang igen.

68.
Bedst for Mænd er Ild og Solskin,
om man naar at have Helsen
og at leve lydeløs.

69.
Dog er Ingen ganske usæl,
om hans Helsen end er ringe:
én er sæl ved sine Sønner,
én ved Gods og én ved Frænder,
én ved hvad godt han har gjort.

70.
Bedre Livet er end Døden,
den faar nok en Ko, som lever,
Rigmands Hus jeg saa i Luer,
Døden vented udenfor.

71.
Halt Mand priser Hesteryggen,
haandløs Mand kan drive Hjorden,
døv Mand kan vel due i Kampen,
heller blind end lagt paa Baalet,
Lig er ingen Mand til Gavn.

72.
Godt om Søn du ejer, fødes
end han først, naar du er højsat,
sjelden rejses Bautastene,
om ej Sønner rejser dem.

73.
To i samme Hær kan strides,
tidt er Tungen Hoveds Bane,
hver en Kappe, som jeg møder,
skjuler, venter jeg, en Haand.

74.
Nattegammel blier kun Glæden,
naar den bygges paa en Madsæk,
kort er Skibsraa, Vejr ustadigt,
tidt de skifter i en Uge,
mere i en Maaned dog.

75.
Den som lidet véd, véd ikke,
Gods gjør mangen Mand til Taabe,
én er rig, en anden fattig,
Ingen laste ham for det.

76.
Dø skal Fæ og dø skal Frænder,
ogsaa dig skal Døden ramme,
men det gode Lov man vinder,
det skal ingensinde dø.

77.
Dø skal Fæ og dø skal Frænder,
ogsaa dig skal Døden ramme,
et jeg ved, som altid lever,
Dommen over hver en Død.

78.
Fulde Folde saa jeg fordum,
det var Fitting Rigmands Sønners,
nu gaa de med Bettelstaven;
Rigdom er som Øjets Blinken,
ingen Ven er falsk som den.

79.
Uklog Mand, om Gods han vinder
eller faar en Kvindes Elskov,
strax af Overmod han svulmer,
Mandevidet faar staa stille,
kun i Dumhed gaar han frem.

80.
Det skal kjendes, om du spørger
ham om høje Guders Runer,
som de hellige Magter skabte,
som den gamle Taler risted,
Tavshed da ham baader bedst.

81.
Ros først Dag, naar Kveld er kommen,
Kvinde, naar paa Baal hun bæres,
Sværd, naar det i Strid er prøvet,
Mø, naar vel hun bort er giftet,
Is, naar du er sluppet over,
Øl først, naar det drukket er.

82.
Ved du hugge, naar det blæser,
ro paa Sø, naar du har Medbør,
Mø du tale med i Mørke,
mange ere Dagens Øjne;
af dit Skib skal Fart du kræve,
Værn af Skjoldet, Hug af Sværdet,
Møen bede du om Kys.

83.
Øl skal du ved Arnen drikke,
men paa Isen bruge Skridsko,
mager Hest og rusten Klinge
kjøbe du, fed Hesten hjemme,
men sæt Hunden paa din Gaard.

84.
Ingen tro paa Kvindetale,
lide paa, hvad Møer siger,
thi paa Pottemagerhjul er
hvert et Kvindehjerte dannet,
Falskhed dem i Brystet lagt.

85.
Bristende Bue, brændende Lue,
skrigende Krage, gabende Ulv,
voxende Vove, sydende Kjedel,
rodløst Træ eller gryntende Svin,
flyvende Pil eller faldende Bølge,
natgammel Is eller ringlagt Orm,
brustne Sværd, Bruds Sengetale,
Bjørnens Leg eller Kongens Barn,
selvraadig Træl eller Kalven, som sygner,
Volvens Venneord, nyfældet Val,
dagklar Himmel, leende Herre,
haltende Hund eller Skjøgens Harme,
din Broders Drabsmand, du møder paa Vejen,
halvbrændt Hus eller rapfodet Hest
- ødt vorder Hesten, om ét Ben brydes –
ej vorde Nogen saa tryg, at han drister
sig til at tro paa noget af det.

86.
Tro ej tidlig tilsaaet Ager,
tro ej paa din Søn for tidlig,
thi for Agren raader Vejret,
og for Sønnen raader Videt,
begge Dele utrygt er.

87.
Saa er falske Kvinders Elskov,
som naar du paa Glatis ager
med en Hest, som ej er broddet,
ung og munter, daarlig tæmmet
eller som i Storm at styre
rorløst Skib, som naar den Halte
Skal paa Fjeldet fange Rén.

88.
Ligefrem vil nu jeg tale,
begge Dele grant jeg kjender,
falsk er Karlfolks Hu mod Kvinder;
fagrest Ordene vi føje,
naar vi mest paa Falskhed tænke,
saa besnæres Kvinders Sind.

89.
Den, som vil en Kvinde vinde,
byde Gods og tale fagert,
prise hendes skjønne Aasyn,
den som bejler faar vel Brud.

90.
Aldrig laste Mænd hinanden,
for at Elskov har dem daaret,
Skjønhed, som ej Taaben rører,
vilded tidt en Vismands Sind.

91.
Aldrig laste Mænd hinanden
for den Lod, som træffer Mange,
visest Mand til Daare blev ved
Elskovs underfulde Magt.

92.
Sjælen af sig selv kun kjendes,
den kun véd, hvad Hjertet gjemmer,
værre Skjæbne times Ingen
end at miste Hjertets Lyst.

93.
Dengang jeg min Elskte vented,
sad i Sivene og lytted,
følte jeg, at Sjæl og Hjerte
var for mig den fagre Kvinde,
dog jeg ikke hende fik.

94.
Billings Mø jeg fandt paa Lejet,
svanehvid hun laa og slumred,
Herrekaar mig intet tyktes,
om den Kvinde ej blev min.

95.
”Imod Aften skal du komme,
om du vil mig vinde, Odin,
ej det sømmer sig, at andre
véd, hvad os imellem er.”

96.
Bort jeg gik, men Hjertet svulmed
i min Barm af Fryd og Længsel,
vist jeg tænkte, hun er fangen,
hun er vunden, hun er min!

97.
Men da did i Kvæld jeg søgte,
da var hele Hirden vaagen,
kom med tændte Lys og Fakler,
spærred mig min Elskovssti.

98.
Atter kom jeg did før Daggry,
Hirden slumred, frem jeg naade
til den Skjønnes Leje, bunden
fandt jeg paa det – hendes Hund.

99.
Fagrest Mø har falskest Nykke,
det fik jeg tilfulde prøvet,
da den snilde Mø jeg vilde
lokke til mit Hjertes Gammen,
jeg blev narret, jeg blev haanet,
Spot og Skade fulgtes ad.

100.
Glad skal Manden hjemme være,
munter imod sine Gjæster,
Huske, tale, være om sig,
tale om, hvad godt han mindes,
Tosse hedder den, som tier,
saadan er kun uklog Mand.

101.
Hos den gamle Jætte var jeg,
nu er jeg tilbage kommen,
lidet vandt jeg der ved Tavshed,
mangt jeg til min Fordel talte,
da jeg gjæsted Suttungs Sal.

102.
Der paa Gyldenstol mig Gunlød
Drik af dyre Mjød iskjænked,
ilde hendes Tro jeg lønned,
hendes varme fulde Hjerte,
hendes ømme Kjærlighed.

103.
Vej jeg baned mig med Rate,
der sig gjennem Fjeldet gnaved,
Sten for oven, Sten for neden,
da stod vel mit Liv paa Spil.

104.
Dyrekjøbt var Gudedrikken,
dyrebar dog ikke mindre,
thi nu er Odrører kommen
op paa Menneskenes Jord.

105.
Tvivl jeg har, om jeg var kommen,
atter hjem fra Jættens Gaarde,
havde Gunlød ej mig raadet,
hun, den fagre, gode Kvinde,
som jeg lagde i min Arm.

106.
Næste Dag Hrimthurser ginge
for hos Høj sig Raad at søge,
de om Bølværks Skjæbne spurgte,
om han var blandt Guder kommen,
eller dræbt af Suttungs Haand.

107.
Ed paa Ring har Odin svoret,
hvem skal trygt nu kunne tro ham:
Suttung har for Mjød han sveget,
Gunlød har han voldet Graad.

——

II

108.
Tid er at tale
Fra Talerstolen ved Urdebrønden.
Jeg saae og tav, jeg saae og tænkte,
hørte i Højs Hal dem tale om Runer,
hørte, hvad Raad der lagdes i Højs Hal,
saalunde Ordene faldt:

109.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
ej du om Natten staa op fra dit Leje,
om du ej for at spejde vil ud.

110.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
vogt du dig altid for troldkyndig Kvinde,
sky hendes Bolig og fly hendes Favn.

111.
Saa hun dig tryller, at alt du forglemmer,
agter ej Thing eller Drottens Tale,
ledes ved Mad og ledes ved Gammen,
farer sorgfuld at søge Søvn.

112.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
aldrig forlokke du anden Mands Viv.

113.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
om du vil fare paa Fjeld eller Fjorde,
sørg da, at ikke det skorter paa Kost.

114.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
aldrig lade du ond Mand vide,
hvad der er af Vanheld over dig kommet,
thi af den Onde kan aldrig du vente
Løn, for du aabned ham venlig dit Sind.

115.
Ondskabsfuld Kvindes Ord saae jeg bringe
Vanheld og Ulykker over en Mand,
svigefuld Tunge voldte hans Bane,
Brøden, han skyldtes for, ej han begik.

116.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
har du en Ven, som du tror er dig trofast,
far saa at finde ham tidt, thi der voxer
Ukrudt og Græs paa ubetraadt Vej.

117.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
god Mand du søge til Ven dig at gjøre,
vær, mens du lever, Andre til Hjælp.

118.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
vær ej den første til Venskab at bryde,
Sorg øder Hjertet, om ej du faar sige,
Alt, hvad der tynger dit Sind, til en Ven.

119.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
aldrig med Taaber skifte du Ord;

120.
thi af en Taabe kan aldrig du vente
Løn for hvad godt du har sagt eller gjort ham,
Hæder faar du af god Mands Ros.

121.
Da har to Sjæle i Slægtskab sig blandet,
om de siger hinanden hver Tanke,
bedre er Alt end ustadig at være,
ej er man Ven med en Mand, hvem ej andet
sige man tør end han helst gider hørt.

122.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
ej skal i Vrede tre Ord du skifte
med en Mand, som ej er din Lige;
ofte ser man den bedre vige,
naar den ringere ses at slaa til.

123.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
lav ikke Sko eller Spydskaft til andre
end dig selv, thi om Skoen ej passer,
eller er Spydskaftet skjævt, faar du høre,
at der er dem, som ej ønsker dig godt.

124.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
hvor det Onde dig kommer for Øje,
tag det, som var imod dig det sigtet,
og giv ej dine Fjender Fred.

125.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
ej af det Onde tage du Glæde
men lad det Gode behage dig vel.

126.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
se ikke op, mens du staar midt i Striden,
at ikke Mænd skal med Trolddom dig lamme,
tidt kommer Skræk som et Lyn over Mænd.

127.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
vil du god Kvindes Kjærlighed vinde,
og det skal give dig Glæde og Lykke,
fagert du love, og hold, hvad du lover;
Ingen afslaar, hvad godt han kan faa.

128.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
varsom du være, dog ikke for varsom,
varsomst ved Øl og mod anden Mands Hustru,
og for det Tredje mod Tyvenes List.

129.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
ej skal du Gjæst eller Vandringsmand haane,
tidt véd ej de, som sidder i Hallen,
hvem det er, som kommer til Hus.

130.
Blandet i Brystet Mennesket bærer
Godt og Ondt, ej Nogen der findes,
som er saa god, at han er uden Lyde,
Ingen saa slet, at han intet er værd.

131.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
aldrig du le ad graaskjægget Taler,
godt Ord kom tidt af tandløse Munde,
Guld gjemmes ofte i gammel Lærsæk,
rynket og ru, som hænger i Vraa.

132.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
skjæld ikke Gjæst, eller kast ham paa Døren,
men vær god imod trængende Folk.

133.
Stærk er den Bom, som skal aabnes for Alle,
styrk den med Ring, ellers bander den dig.

134.
Lodfafne, jeg raader,
men du Tag mod Raadet,
nytte skal det, ifald du det nemmer,
baade skal det, ifald du det gjemmer,
til Tarv, om det tages, til Gavn, om det følges,
drikker du Øl, da paakalde du Jorden,
thi ved Drikkelag den er til Baade,
Ild mod Sot og Eg mod Bindsel,
Ax mod Trolddom og Hal mod Huskiv,
Maane til Hjælp er imod Had og Vrede,
Urter mod Saar, og Runer mod Ondskab,
Jorden sluger den faldende Flod.

——

III

135.
Nætter ni, véd jeg, jeg hang
i det Træ, som Vindene suser omkring,
saaret med Spyd og givet til Odin,
selv til mig selv, i det Træ, hvis Rødder
endnu Ingen i Verden har sét.

136.
Brød ej de gav mig, ej Horn de mig rakte,
ned jeg spejded og nemmed Runer,
nemmed med Skrig dem og faldt ned.

137.
Bølthorns, Bestlas Faders, Ætling,
lærte mig ni kraftige Sange,
og jeg fik drikke af Mjøden den dyre,
den, som af Kjedlen Odrøre østes.

138.
Jeg tog til at spire, jeg tog til at voxe,
jeg tog til at trives og vís at vorde,
Ord af Ord mig Ordene søgte,
Værk af Værker søgte mig Værk.

139.
Runer mon du finde og røde Stave,
store Stave og stærke Stave,
som den gamle Taler maled,
som Guder har tænkt og Hropt har ristet,
Odin for Aser og Daain for Alfer,
Dvalin for Dværge, Alsvin for Jætter,
somme risted og rødned jeg selv.

140.
Ved du, hvordan du skal riste?
Ved du, hvordan du skal raade?
Ved du, hvordan du skal male?
Ved du, hvordan du skal spørge?
Ved du, hvordan du skal bede?
Ved du, hvordan du skal blote?
hvordan dit Offer skal bæres frem?

141.
Heller ej bede end blote for meget,
heller ej offre end offre for meget,
saa ristede Thund før Folk var i Verden,
der stod han op, da tilbage han kom.

142.
Jeg kan Sange, som Ingen kjender,
ej Drottens Søn, ingen Moders Barn,
Hjælp hedder én, og den kan hjælpe
mod Kiv og Nag og mod tunge Sorger.

143.
Saa kan jeg den, som Mænd behøve,
om de som Læger skal Kunsten forstaa.

144.
Saa kan jeg den Sang, om i Striden jeg trænger
til at binde min Fjendes Hænder;
jeg døver hans Sværd, saa bides jeg hverken
af hans Vaaben eller hans List.

145.
Saa kan jeg en Sang, om Mænd lægge Lænker
paa mine Lemmer, saa ved jeg at synge,
frit kan jeg gaa, thi Fodjernet springer,
Baandene briste omkring mine Hænder.

146.
Saa kan jeg en Sang, om jeg Pil ser flyve
lysten efter mig Døden at bringe,
flyver den aldrig saa snelt, den maa standse,
om jeg blot møder den med mit Blik.

147.
Saa kan jeg galdre, om Mand vil mig saare,
med ramme Runer paa Træets Rødder;
hans onde Ønsker vende tilbage,
og Stikket rammer hans eget Bryst.

148.
Det kan jeg dernæst, om Mændenes Højsal
brænder med lysende, bragende Luer,
saa bredt det ej brænder, at jeg ikke bjerger,
saadan min Galder, at gale jeg véd.

149.
Det kan jeg dernæst, som baadede Alle,
om de kunde de Sange nemme,
hvor Hadet voxer blandt Kongesønner,
der kan jeg brat bringe Bod og Raad.

150.
Det kan jeg dernæst, om Nøden mig trænger,
bjerge mit Skib paa de oprørte Bølger,
Vinden jeg stiller og Voven jeg dysser,
synger det brusende Hav i Søvn.

151.
Det kan jeg dernæst, om Hexe jeg skuer
ride i Luften, saa véd jeg at trylle dem,
Huen dem svigter, Hammen de tabe,
vidløse søge de atter til Hjemmet.

152.
Det kan jeg dernæst, om Venner jeg følge,
som gaa i Kamp, under Skjoldet jeg galer,
saa de med Vælde gaa uskadt i Kampen,
uskadt derfra, uskadt fra Alt.

153.
Det kan jeg dernæst, om Træ jeg ser bære
hængt Mands Lig, saa véd jeg at riste,
véd jeg at male saa mægtige Runer,
at han ganger at tale med mig.

154.
Det kan jeg dernæst, om Vand jeg kaster
over den unge højbaarne Høvding,
ej skal Striden til Fald ham vorde,
ej skal han blødende falde for Sværd.

155.
Det kan jeg dernæst, om Magter skal nævnes,
nøje kjender jeg Aser og Alfer,
dem kender Ingen, som ikke er vís.

156.
Det kan jeg dernæst, som Thjodrøre, Dværgen,
fordum galdred for Dellings Døre,
Kraft til Aser, Lykke til Alfer,
Visdom gól han til Hroptaty.

157.
Det kan jeg dernæst, om Mø jeg vil vinde,
have alt hendes Sind og Tanke,
fange tager jeg hendes Tanker
vender til mig hendes hele Hu.

158.
Det kan jeg dernæst, at sent hun mig svigter,
længe vil, Lodfafne, tor jeg, det vare,
førend du lærer disse Sange,
dog er det godt, om engang du dem nemmer,
baade dig vil de, ifald du dem gjemmer,
være til Tarv, om du tager imod dem.

159.
Det kan jeg dernæst, som aldrig jeg siger
Mø eller Viv undtagen min egen
Hustru eller min egen Søster,
bedst er med Alt, at kun én jeg kjender.
det være sidste Ord i min Sang.

160.
Nu er i Højs Hal Højsangen kvædet,
Mænd til Baade og Jætter til Vaade,
Held den, som kvad, og Held den, som hørte,
dem, som den nemmed, den vorde til Nytte,
Held vorde dem, som lytted dertil.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

« Hávamál