kipple, kipple, kipple …

Hávamál - Dansk – Frederik Winkel Horn 1887

Hávamál
Odins Højsang

Træd over ingens
Tærskel ind,
før du vel har set dig for,
skarpt du skue alle Vegne,
thi ingen véd,
om Uvenner sidder
fjælet i fremmed Mands Hal.

Hil den gjæstmilde !
en Gjæst er kommen,
sig, hvor han Sæde skal tage;
ondt er at staa
ved anden Mands Dør
og vente paa venlige Ord.

Til Varme trænger
vejfarende Mand,
kold han kommer til Huse,
til Mad og Klæder
maa han vel trænge,
vidt over Fjæld har han faret.

Vand du ham byde,
før til Bords han gaar,
Haanddug og høvisk Hilsen,
venlig Velkomst,
om værd han det er,
hør, hvad at sige han har.

Til Vid trænger,
hvo vidt farer,
lettere lever man hjemme;
hvo intet véd,
vorder til Latter,
naar han blandt kloge kommer.

Ingen Mand
af Mandevid prale,
hellere varsom han være;
sjælden times
den tavse Mén,
hvor han end kommer til Huse;
thi bedre Ven
ej i Verden man faar
end meget Mandevid.

Varsom Gjæst,
som til Glide kommer,
tier mer, end han taler;
han lytter med Øret
og lurer med Øjet,
saadan snild Mand ser sig for.

Vel det er,
om vinde man kan
Vild og Venskab blandt Mænd;
usikkert er dog,
hvad anden Mand
bærer for en i sit Bryst.

Sæl er den,
Bom selv har Vid,
vel han lider, mens han lever;
ofte hænder,
at onde Raad
avles i anden Mands Bryst.

Bedre Byrde
bærer ingen
end meget Mandevid;
mer end Guld
og Gods det gavner,
vel det værner fattig Mand.

Bedre Byrde
bærer ingen
end meget Mandevid;
værre Byrde
véd jeg ej
end for meget Mundgodt.

Ej er saa godt.
som Ordet gaar,
Mundgodt for Menneskens Børn;
jo mere man drikker,
des mindre man véd,
hvor ens Vid bliver af.

Glemsels Hejre
over Gildebordet
svæver og stjæler vort Vid;
den Fugls Fjedre
fast mig holdt,
den Gang jeg Gunlød gjæsted.

Drukken jeg blev,
mægtig drukken,
da jeg til Fjalar fór;
det bedste, jeg véd
om Øl at sige,
er, at Viddet kommer igjen.

Tavs og klog
Kongesøn være,
og kjæk, naar Strid staar paa.
Glad og frejdig
gjæv Mand bier
paa sin Dødedag.

Fejg Mand tror,
han flyr for Døden,
om han for Vaaben sig varer.
Ælde giver ham
aldrig Fred,
selv om han slipper for Saar.

Taaben glor,
naar til Gilde han kommer,
mumler i Skjægget og skuler;
grant dog ses,
saa snart han drikker,
alt, hvad der bor i bans Bryst.

Den kun véd,
som vandrer vide
og taler med mange Mænd,
hvad der bor
i hver Mands Bryst,
selv om til kloge kommer.

Sky ej Hornet,
men hold dog Maade,
tal med Forstand eller ti:
ej til Last
dig Iægger nogen,
at tidlig du søger til Sengs.

Graadig Mand,
som ej Maade holder,
æder sig Ulykke til;
tit vorder Maven
Tossen Spe,
naar han blandt kloge kommer.

Hjorden véd,
naar hjem den skal,
og gaar fra Græsset i Tide;
uvis Mand
mættes aldrig.
kjender ej Maal eller Maade.

Uvis Mand
og ildesindet
ler ad alt, hvad han hører;
ej han véd,
hvad vide han burde,
at han selv er fuld af Fejl.

Uvis Mand
om Natten vaager
angst for alt, hvad han hører;
mødig er han,
naar Morgenen gryr,
og alt er end som før.

Uvis Mand
paa hver Mand tror,
som smiler venlig til ham,
ej han mærker,
til Moro han er,
naar han blandt kloge kommer.

Uvis Mand
paa hver Mand tror,
som smiler venlig til ham;
snart dog han mærker,
naar han mødes paa Thinge,
at faa forsvare hans Sag.

Uvis Mand
tror alt at vide,
naar sikker han sidder i Krog.
lidet han skjønner,
hvad svare han skal,
naar med Mænd han mødes.

Uvis Mand,
som mødes med andre,
holde Tand for Tunge;
ingen véd,
at han vidløs er,
mæler han ej for meget;
hvo intet véd,
véd heller ej,
om han for meget mæler.

Vís han sig tror,
om blot han taler,
skifter med Spørgsmaal og Svar;
ej dog Daarskab
dølges blandt Mænd,
snild Mand snart den ser.

Hvo aldrig tier,
taler for meget
og taler tit som en Taabe,
rapmælt Mand
faar tit at mærke,
han taler sig Ulykke til.

Driv ej Gjæk
med fremmed Gjæst,
let er at spotte og le;
mangen Tosse
tykkes sig vís,
om han for Spørgsmaal slipper.

Vis tykkes sig den,
som løber sin Vej,
naar han en Gjæst har gjækket;
lidet véd den,
som lér i Laget,
om ej han sig Fjender faar.

Gjæve Mænd,
som er gode Venner,
kives ofte dog ved Kruset;
altid saadan
Trætte yppes,
at Gjæst vredes paa Gjæst.

Aarle om Morgenen
Maaltid man tage,
fastende gaa ej til Gilde,
ellers sidder man
sulten og maaber
og er træg til at tale.

Lang Omvej
til Uven der er,
bor han end tæt ved dit Bo
men til gode Venner
Gjenvej der er,
bo de end langt af Led.

Gaa man skal,
ej sidde som Gjæst
stadig paa samme Sted;
Ven bliver led,
om for Iænge han sidder
bænket ved Vennens Bord.

Bedst er eget Bo,
bor man end trangt,
Herre man er i sit Hus;
blot to Geder man har
og en straatækt Hytte,
det er dog ej saa tungt som at tigge.

Bedst er eget Bo,
bor man end trangt,
Herre man er i sit Hus.
Hjærtet bløder,
naar bede man skal
om Mad til hvert Maaltid,

Fra sine Vaaben
ingen vige
et Fjed, naar ude han færdes;
ingen véd,
naar ude han færdes,
hvornaar han stedes i Strid.

Ej fandt jeg saa gjæv
eller gjæstfri Mand,
at ej han blev glad ved Gave.
ej fandt jeg saa gjæv
eller gavmild Mand,
at ej han blev glad ved Gjengjæld.

Hvo, som har Gods
og Guld i sit Hus,
vide det vel at nytte;
tit spares til Uven,
hvad man undte sin Ven,
tit gaar det ej, som man tror.

Med Vaaben og Klæder
din Ven du glæde,
med de ypperste, du ejer;
Gaver og Gjengjæld
gjør Venskab gammelt,
om alt ellers vender sig vel.

Sin Vens Ven
skal Manden være
og lønne Gaver med Gaver;
paa Latter skal han
med Latter svare,
paa løs Tale med Løgn.

Sin Vens Ven
skal Manden være,
hans og hans Vens,
men ej maa
en Mand være
Ven med sin Uvens Ven.

Véd du en Ven,
som vel du tror,
og vil du, han Gavn skal dig gjøre,
skift Tanker med ham,
skift Gaver med ham,
og gjæst ham tit paa hans Gaard.

Har du en anden,
som ilde du tror,
og vil du, han Gavn skal dig gjøre,
fagert skal du tale,
men falsk tænke,
svare med Løgn paa løs Tale.

End ét om den,
som ilde du tror
og mener har Svig i Sinde :
le med ham
og listig vær,
lige for lige ham giv.

Ung var jeg fordum,
ene jeg gik,
da fór jeg vild paa Vejen;
rig jeg mig tyktes,
da en anden jeg traf,
Mand er Mands Gammen.

Gjæv og modig
Mand har det bedst,
sjælden Sorg han faar;
men den fejge
frygter for alt,
Gnieren gruer for Gaver.

Med mine Klæder
to Træmænd jeg klædte,
som jeg paa Marken saa’;
Karle de tyktes,
da Klæder de fik,
nøgen Mand faar Spot og Spe.

Fyrren raadner
som paa Fjældet staar,
vejrslagen, blottet for Bark;
saa er og han,
som Venner ej har,
hvi skal han Iænge leve?

Som Fyr og Flamme
i Dage fem
er Venskab blandt utro Venner;
men kommer den sjette,
kølnes det brat,
og Venskabet vendes til Had .

Ej skal du give
store Gaver,
tit faar for lidet man Tak;
med en halv Lev
og en liden Slurk
vandt jeg mig nys en Ven.

Smaa Revler,
smaa Søer,
smaa ere Menneskenes Sind;
ej er alle
ens i Kløgt,
der er Vlsmænd og Daarer i Verden.

Vís til Maade
hver Mand være,
ej bør han være for vis;
de Mænd leve
Livet fagrest,
som vel véd, hvad de véd.

Vís til Maade
hver Mand være,
ej bør han være for vís;
vís Mands Sind
vorder sjælden glad,
naar han er alt for vís.

Vís til Maade
hver Mand være,
ej bør han være for vis.
Sin Skæbne skal ingen
skue forud,
saa er han friest for Sorg.

Branden brænder,
til brændt den er,
Lue tændes af Lue.
Mand vorder klog
af med Mænd at tale,
lidet den folkesky véd.

Aarle staa op,
hvo anden Mands
Liv eller Gods lyster;
sjælden faar liggende
Ulv Lam
eller sovende Mand Sejr.

Aarle staa op,
om faa Folk du har,
selv du til Arbejdet se;
meget sinkes,
naar længe du sover,
rask Mand er halvvejs rig.

Paa tørre Flanker
og Tækkenæver
holde du rigtig Rede,
hvor meget Brændsel
der brændes i Huset,
paa sligt du nøje se.

Toet og mæt
til Things du ride,
har du det knapt end med Klæder;
ingen sig skamme
ved Sko og Brog,
ej heller, om Hesten
har daarligt Huld.

Han gaber og glor,
den gamle Ørn,
naar over Søen han sejler;
saa gjør og den Mand,
som blandt mange kommer,
hvor faa kun for ham vil tale.

Snildt du spørge
og svare listig,
om klog du vil kaldes;
betro dig til én,
ikke til to,
alle véd, hvad tre véd.

Mand sin Magt
med Maade bruge,
om han klog vil kaldes;
blandt kjække Mænd
han mærker snart,
at der er Høg over Høg.

Vel bør Mand
blandt Mænd sig vogte,
varsomt Venner han tro;
for de Ord,
man til andre siger,
bittert man tit maa bøde.

Meget for tidlig
til mangt Sted jeg kom,
somme Steds kom jeg for sent:
Øllet var drukket
eller end ej brygget,
ukjær Mand kommer aldrig til Pas.

Hist og her
blev hjem jeg buden,
om ej Mad til Maaltid var nødig,
eller om to Skinker hang
under Vennens Tag,
naar jeg én havde ædt.

Ild er bedst
for Menneskens Børn
og lifligst Solens Lys,
om man ved Huld
og Helsen er
og uden Laster lever.

Helt usæl er ingen,
har end han ej Helsen,
somme har Glæde af Sønner,
somme af Frænder,
af Fæ somme,
somme af hvad godt de gjør.

Bedre at leve
end i Graven at ligge,
altid faar kvik Mand Ko;
Ild saa’ jeg rase
hos rig Mand,
og uden for Døren stod Døden.

Halt Mand rider,
haandløs driver Kvæg
døv er dygtig i Kamp;
hellere blind
end lagt paa Baal,
død Mand til intet duer.

En Søn er bedre,
om end sent han fødes,
naar Faderens Liv er ledet.
Sjælden Bavtastene
staa ved Vejen,
om ej Frænde dem rejser for Frænde.

To er i én Hær,
Tungen er Hovedets Bane,
under hver en Kappe
en Haand jeg venter.

Til Nat sig glæder,
hvo der har Reisekost nok,
Ræer række ej langt,
hurtig Høstnat skifter,
i fem Dage vexler
Vejret tit,
endnu mér i en Maaned.

Ej véd den,
som intet véd,
at mangen er anden Mands Abe.
En er rig,
en anden fattig,
derfor er han ej at dadle.

Fæ dør,
Frænder dø,
du skal ogsaa dø,
men den Mands Ry
dør aldrig,
som Hæder og Ære vandt.

Fæ dør,
Frænder dø,
du skal ogsaa dø;
ét jeg véd,
som aldrig dør:
Dom over hver, som dør.

Fulde Folde
saa’ jeg hos Fitjungs Sønner.
nu de træde Stavkarls Sti.
Rigdom er
som Øjets Blink,
den vankelmodigste Ven.

Om usnild Mand
ejende vorder
Gods eller Kvinders Gunst,
da voxer hans Hovmod,
men ej hans Vid,
som en Taabe han brasker og brammer.

Det røbes strax,
naar om Runer du spørger,
om Runer, som Guderne risted,
om Tegn, som den gamle
Taler tegned,
da baader ham bedst at tie.

Ved Kvæld skal Dag du rose,
Kvinde, naar brændt hun er,
Glavind, naar vel det er prøvet,
Mø, naar vel hun er gift
Is, naar du over er sluppen,
Øl, naar drukket det er.

I Vind skal Ved du hugge,
i Vindstille ro,
i Mørke med Mø tale —
mange ere Dagens Øjne;
af Skib skal fart du kræve,
af Skjold Værn,
af Mø Kys
og af Klinge Hug.

Ved Ilden skal Øl du drikke,
paa Is skride,
kjøb Hest mager
og Klinge rusten,
hjemme du Hest
og Hund kan fede.

Paa Møs Ord
skal Mand ej lide,
heller ej paa Hustrus Tale,
thi paa snurrende Hjul
blev Hjærtet dem skabt,
og i Brystet Falskhed kun bor.

Tro ej bristende Bue,
brændende Lue,
gabende Ulv,
galende Krage,
gryntende Galt,
rodløs Gran,
voxende Bølger
eller boblende Kjedel.

Tro ej flyvende Spyd,
faldende Bølge,
natgammel Is,
ringlagt Orm,
Bruds Sengetale
brustent Sværd,
Kongebarn
eller Bjørn, som leger.

Tro ej syg Kalv,
selvraadig Træl,
nyfældet Val,
Vølves Smiger,
klar Himmel,
leende Herre,
hinkende Hund
eller Horens Graad.

Ingen tro paa
tidlig saaet Ager,
tro ej for tidlig din Søn,
for Ager raader Vejret
og Vid for Sønnen,
tvivl paa dem begge to.

Sin Broders Morder,
om paa Vej man ham møder,
halvbrændt Hus,
hurtig Hest —
saa tryg være ingen,
at han tror paa sligt,
ej duer Hest,
om blot én Fod er brudt.

Saa er Kvinders Fred,
er de falske i Hu,
som paa Glatis at age
med uskoet Hest,
fyrrig to Aars,
utæmmet Fole,
som i Storm at sejle
paa rorløst Skib,
som naar halt paa Fjældet
skal fange Rén.

Lid paa mit Ord,
jeg livet kjender,
troløs er Mand imod Mø;
fagrest vi tale,
naar falskest vi tænke.
saadan daares Kvinders Sind.

Stort skal man love
og lokke fint,
gjælder det Kvinders Gunst,
med fagre Ord
hendes Fagerhed pris,
frir da blot, Ja du faar.

Ingen laste
anden Mand,
elsker end Mø han mægtig,
ofte daarer
Ynde Vismand,
men Daaren ænser den ej.

Ingen laste
anden Mand,
for hvad alle øve,
at vís vorder vidløs,
volder tit
Elskovs mægtige Attraa.

Kun Sjælen skjønner,
hvad sig skjuler i Sind,
den sidder Hjærtet næst;
ej værre Sot
for vís Mand jeg véd
end at leve sit Liv uden Lyst.

Det skjønned jeg grant,
da i Siv jeg sad
og efter min elskte længtes;
mer end mit Liv
var Møen mig værd,
skjønt aldrig den væne jeg vandt.

Billings solklare
Mø jeg saa’
sove i Sengen ene;
ude tyktes mig
al min Lyst,
fik jeg ej den fagre Mø.

”Kom ved Aften,
Odin, hid,
vll du Møen vinde;
ilde det gaar
om andre véd,
hvad vi tvende tales ved”.

Bort jeg gik
glad i Hu,
lød den lumskes Bud;
vist jeg vented,
hun vorde vilde
min med Sjæl og Sind.

Da atter jeg kom,
jeg uglad saa’
alle de kjække Kæmper vaagne;
brændende Blus
og Fakler de bar,
farligt var det dér at færdes.

Ved aarle Morgen
igjen jeg kom,
da Hirden i Hallen sov;
da fandt jeg en Hund
i den fagres Sted,
bunden paa Lejet den laa.

Mangen en Mø
sviger Mænd,
naar man nøje ser til,
det blev jeg var,
da jeg vilde med List
lokke den lyse Mø;
den snilde mig havde
til Haan og Spot,
og ej hendes Elskov jeg vandt.

Glad skal hjemme man være,
blandt Gjæster munter,
fro og frejdig i al sin Færd;
vil vís du kaldes,
skal vel du mindes
og tale om alt, hvad du véd:
en Ærketosse kaldes,
hvo intet siger,
derpaa man kjender den dumme.

Den gamle Jætte jeg gjæsted,
nu er fra Gildet jeg kommen,
lidet Tarv var det der at tie,
ved mange Ord
jeg meget vandt
hist i Suttungs Sale.

Gunlød mig gav
paa Gyldenstol
en Drik af den dyre Mjød,
med Lumskhed blot
jeg lønned den Mø
for Gammen, hun gav,
for al hendes Elskov.

Rates Mund
arbejde maatte
og gnave i Gruset mig Vej;
over og under mig
Jætternes Veje —
Hals og Hoved det gjaldt

Drikken jeg vandt,
og vel jeg den nød,
Vismand vel finder Vej,
op jeg slap
med Odrører
paa Jorden fra Jætternes Hjem.

End jeg tvivler
om, at atter jeg var
sluppen af Jætternes Sal,
om ej Gunlød,
den gode Mø
havde hvilt i min Arm.

Dagen derpaa
Thurserne drog
til den højes Hal
for om den høje at høre,
om Bølverk de spurgte,
om han til Gudernes Bo var kommen,
eller ham Jætten ihjel havde slaaet.

Ed paa Ring
havde Odin svoret,
hvo kan lide paa hans Løfter?
Suttung han sveg
for Skjaldemjøden,
og Gunlød han græde lod.

—–

Tid er at tale
paa Talerstolen
ved Urds Brønd;
jeg saa’, og jeg tav,
jeg saa’, og jeg tænkte,
lytted efter, hvad Mænd mælte;
om Runer jeg hørte
og Raad, de lagde
i den højes Hal,
i den højes Hal
jeg hørte dem tale saalunde :

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad
nytte dig vil det,
i Fald du det nemmer:
staa ej op om Natten,
om ej spejde du skal
eller har andet
Ærind ude.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nyttigt det vorder dig,
om du det nemmer:
ej du sove
i Sejdkvindes Arm,
saa i sin Favn
hun fast dig holder.

Let hun volder,
at lidet du ænser
Thing eller Høvdings Tale,
ledes ved Mad
og Mænds Gammen
og gaar sorgfuld at sove.

Jeg raader dig Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
aldrig du daare
anden Mands Viv,
lokke hende
til lønlig Leflen.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om da det nemmer:
om paa Fjæld eller Fjord
dig fare lyster,
mag det saa,
at paa Mad det ej skorter.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
aldrig da lade
onde Mænd
høre, hvad ondt dig er hændt,
thi aldrig du faar
af onde Mænd
Tak, fordi du dem tror.

Ond Kvindes
Ord jeg saa’
bide gjæv Mand til Blods;
falsk Tunge
voldte hans Fald
med løgn og løs Tale.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
Véd du en Ven,
som vel du tror,
gjæst ham tit og gjærne,
thi højt Græs
og Ukrudt gror
paa Veje, hvor ingen vandrer.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
lok god Mand
til Gammenstale.
tag den Gammen,
Livet giver.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
vær ej hastig
til Venskab at bryde,
har du en Ven dig vundet;
Sorg æder dit Hjærte,
om ej til nogen
du tale tør alt, hvad du tænker.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
aldrig skal du
skifte Ord
med Taaber og Tosser.

Thi af Usling
aldrig faar du
Løn, for hvad godt du giver.
men god Mand
gjør sin Ven
hædret ved ham at hædre.

Det er Fostbroderskab,
naar frit du taler
til Vennen om alt, hvad du véd;
intet er værre
end utro Ven,
ej er den Ven, som altid smigrer.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
spild ej et Ord
paa ussel Mand;
tit bedre Mand bier,
medens slet Mand slaar.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
kan Sko du lave
og skæfte Spyd,
sørg saa først for dig selv;
passer Skoen ilde,
er Skaftet skjævt,
strax faar du onde Ord.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
hvad ondt du ser,
tro det sigtet paa dig,
og giv ej din Fjende Fred.

Jeg raader dig, Lodfafne.
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
aldrig du glæde dig
over det onde,
men glæd dig over, hvad godt du ser.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer.
ej i Slag
op du se
— Mænd vorde galne
tit som Galte —
Trolddom tager mangen Mands Mod.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
om da vil tale
om Elskov med Kvinder
og have Held dermed,
fagert du love
og løfterne holde,
ej man ledes ved god Gave.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd du mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
varsom du være,
men ej for varsom,
varsomst med Øl
og andens Mands Hustru
var dig for det tredje
for Tyves Rænker.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
aldrig til Haan
og Latter du have
Gjæst eller gangende Mand.

De, som inde sidde,
tit ej kjende
grandt den kommendes Kaar;
saa god er ingen,
at han ej har Fejl,
eller saa ussel, at til intet han duer.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
ad gammel Mands Ord
du aldrig le,
tit er det godt, hvad gammel Mand siger,
fra runkne Læber
lyder tit
Ord, som er værd at høre,
ryster end Gubben
runken og graa
og trisser blandt Trællene om.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
krænk ej din Gjæst,
kast ham ej paa Dør
godt imod trængende Mand du tage.

Stærke Hængsler
maa Døren have,
om den for alle skal aabnes;
giv dog Almisse,
at ej Ønske man skal
ondt over Liv og Lemmer.

Jeg raader dig, Lodfafne,
lyd mit Raad,
nytte dig vil det,
om du det nemmer:
tag Hjælp, naar du drikker,
af Jordens Kraft,
thi Jord hjælper mod Rus,
Ild mod Sot,
Eg mod Forstoppelse,
Ax mod Trolddom
og Hal mod Hustvist;
mod Vrede paakalde man Maanen,

Runer er gode mod onde Raad,
Urter mod Saarfeber,
og Vang skal drikke Væde.

Jeg véd, at jeg hang
i det høje Træ
Nætter samfulde ni,
saaret med Spyd,
til Sejrfader ofret,
ofret selv til mig selv,
i det høje Træ,
hvorom ingen ved,
af hvad Rod det er rundet.

Ej Brød man mig bød
eller Bæger mig rakte,
i Dybet jeg spejded,
Runer jeg spejded,
nemmed dem klagende
og faldt saa ned.

Ni kraftige Galdre
jeg nemned af Sønnen
til Bølthorn, Bestlas Fader,
og et Drag jeg drak
af den dyre Mjød
øst af Odrærer.

Saa tog jeg til at trives
og vís at vorde
vel tog jeg til at voxe.
Ord fra Ord
til Ord mig førte,
Daad fra Daad
til Daad mig førte.

Runer skal du finde,
Runer at raade,
store Stave,
stærke Stave,
som den mægtige Taler maled,
som de raadende Magter risted,
som den ypperste As har tegnet,
Odin blandt Aser,
blandt Alfer Daain,
Dvalin blandt Dværge,
Alsvinn blandt Jætter,
selv jeg nogle risted og raaded.

Forstaar du at tegne dem?
Forstaar du at tyde dem?
Forstaar du at male dem?
Forstaar du at magte dem ?
Forstaar du at bede?
Forstaar du at blote?
Forstaar du at sende dem ?
Forstaar du at stække dem?

Bedre ej at bede
end at blote for meget,
hver Gave for Gjengjæld er givet;
bedre intet at sende
end at sende for meget.
Saa, ristede Thund
for Tidens Ophav,
op stod han dér,
hvor han atter kom.

Sange, jeg kan,
som ej Kongen véd,
som ingen i Verden véd;
Hjælp hedder én,
og hjælpe den kan
for Sorg og Sot
og Smerter alle.

Den anden, jeg kan,
bør hver Mand kjende,
som lyster Læge at vorde.
Den tredje jeg synger,
om nødigt det gjøres
i Lænker min Fjende at Iægge;
Sværdene deres
døver jeg flux,
saa hverken List eller Vaaben hjælper.

Den fjerde jeg synger,
om fængslet man har
i Lænker Lemmerne mine;
da galdrer jeg saa.
at frit jeg gaar,
af Fødderne Lænkerne falde
og Haandjærn af Hænderne mine.

Den femte jeg synger,
om Fjendespyd
jeg ser imod Flokken flyve,
hvor stærkt det end flyver,
jeg standser det dog,
blot jeg med Blikket det naar.

Den sjette jeg synger,
om man sender mig Mén
i Runer paa vildt Træs Rødder;
den Mand, som vil
Mén mig bringe,
saarer det mer end mig selv.

Den syvende synger jeg,
om Sal jeg ser
brænde om bænkede Kæmper;
saa bredt den ej brænder,
at ej bjærge jeg mægter,
saa god en Galder jeg véd.

Den ottende Sang
var alle til Gavn,
om de den naaede at nemme;
Had, som voxer
mellem Høvdingers Sønner,
evner jeg strax at stække.

Den niende synger jeg,
om Nød det volder
at bjærge min Baad paa Hav;
flux jeg Vind
og Vove dysser
og stiller stormrørt Sø.

Den tiende synger jeg,
om jeg Troldkvinder ser
lumsk gjennem Luften fare;
flux jeg volder,
at vild de fare,
tabe Ham
og Hu og Sans.

Den ellevte kvæder jeg,
om jeg til Kamp
Venner paa Valen skal føre,
under Skjolde jeg galdrer,
saa glade de gaa
trygge i Kampen
og trygge fra Kamp,
uskadte gaa de fra alt.

Den tolvte jeg synger,
om i Træ jeg ser
hængt Mand gynge paa Gren;
saalunde jeg rister
Runerne mine,
at jeg ham tvinger
at tale med mig.

Den trettende kvæder jeg,
om jeg kaares
til Stormands Søn at vatne;
ej da han falder,
om i Fylking han kommer,
aldrig for Sværd han segner.

Den fjortende synger jeg,
om jeg for Folket
tale skal om Aser og Alfer.
Alle Guder
grandt jeg kjender,
alt, hvad kun den vise véd.

Min femtende Sang
Thjodrører sang,
Dværgen uden for Dellings Døre;
Kraft gol han til Aser,
Lykke til Alfer,
Tanker gol han til Hroptatyr.

Den sextende synger jeg,
naar Elskov jeg søger
og Møs Vilje vil vinde;
jeg vender den vænes
Vilje og Vid,
saa helt hun mig skjænker sin Hu.

Den syttende synger jeg,
for at først sent
den favre fra mig skal fare.
Længe jeg ved,
Lodfafne,
savned du Sangene mine.
Nem dem nu,
og nyd dem vel,
fatter du dem, fanger du Lykken.

Den attende Sang
synger jeg aldrig
for Mø eller Mands Viv —
bedst er alt,
som én kun véd,
saadan jeg slutter min Sang —
undtagen for hende,
jeg holder i Favn,
og for selve min Søster.

Nu har du hørt
den højes Sang,
her i den højes Hal,
til Gavn for Mænd
og til Mén for Jætter,
Hil ham, som kvad,
Hil ham, som hørte den.
Hvo, som den nemmed,
nyde den vel,
lykkelig den, som den Iærte!

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

« Hávamál