kipple, kipple, kipple …

Hávamál - Dansk – Finnur Magnusson

Höjsangen
eller
Den Höjes Sang

I.

1. Alle Aabninger 1)
För du gaaer frem
Skulle omskues,
Skulle betragtes,
Thi uvist er at vide
Hvor Uvenner kunne
Treffes i Hus.

2. Hil de Givende!
En Gjæst er indkommen,
Hvor skal han Sæde faa? —
Meget haster den
Som ved Dörre 2) skal Pröve sit Held.

3. Ild behöver
Den, som ind er kommen
Og har forfrosne Knæer;
Mad og Klæder
Har den Mand behov
Som over Fjelde har faret.

4. Vand behöver
Den, som til Maaltid kommer,
Haandklæde og gjestfri Indbydelse,
God Begjegnelse, 3)
Hvis den han kan naa,
Samt Ord og Gjensvar. 4)

5. Vid behöver
Den, som vide færdes;
Frit er hjemme Alt; 5)
Til Vidunder bliver – Hvo intet veed, 6)
Naar han blandt Dannede sidder.

6. Af egen Forstand
Bör Ingen prale,
Men vel i vare den tage.
Naar klog og taus
Man kommer til Hus
Sjelden hænde den Varsomme Feil,
Thi aldrig man faaer
Trofastere Ven
End megen Forstand.

7. En varsom Gjæst
Som til Fremmede 7) kommer
Ödsler ej med Ord; 8)
Lytter med Ören,
Skuer med Öjne;
Saa föler den Kloge sig for. 9)

8. Lykkelig hvo
Sig selv erhverver
Roes og kjærlige Taler;10)
Usikkrere er det
Som man eje skal
I en Andens Bryst.11)

9. Lyksalig hvo
Selv besidder
Roes12) og Forstand mens han lever;
Thi onde Raad
Har man ofte faaet
Af en Andens Bryst.

10. Bedre Byrde 13)
Bær man ej paa Veje
End megen Forstand.
Bedre end Rigdom tykkes
Den paa ukjendt Sted;
Den er de Trængendes Næring.

11. En værre Byrde
Paa Vejen Ingen trykker 14)
End umaadelig Drik. 15)
Ej er saa godt
Som Mange sige
Öl for Menneskers Sönner.
Ej værre Rejsekost
Fra Bordet med kan tages
End umaadelig Drik;
Thi jo meer En svælger
Desmindre kjender
Han sit eget Sind.

13. Glemsels Hejre heder den,
Som over Gilder 16) svæver;
Han stjæler Folks Forstand.
Med den Fugls Fjædre 17)
Jeg fængslet blev
I Gunlades Gaard.

14. Drukken jeg blev
Og fordrukken
Hos den vise Fialar;
Saa er Drik best,
At man bekommer
Sin Fornuft tilbage.

15. Taus og betænksom 18)
Og djærv i Kamp
En Fyrstes Sön 19) maa være;
Glad og gavmild
Være hver en Mand
Til Dödens Time!

16. Uklog Mand
Troer at kunne evig leve
Hvis Kampen han flyer;
Men Alderdom under
Ham ingen Fred
Skjöndt Spyd ham den give.

17. Taaben gloer 20)
Naar til Gjest han kommer,
Smaamumler eller hænger;
Alt kommer paa engang,
Naar han faaer Drik
Da viser Manden sit Mod.21)

18. Den ene veed
Som vide færdes
Og meget prövet 22) har
Hvilket Sind
Enhver bevarer,
Som er ved sund Fornuft.

19. Bægeret man holde,
Drikke dog til Maade,
Tale nyttigt eller tie.
Ingen Mand bebreider
Dig som en Lyde,
Skjöndt du ganger tidlig at sove.

20. Graadig Mand,
Hvis han ej Lysten styrer,
Sig æder Livets Sorg. 23)
Tit Maven udsætter
En Tosse for Latter
Naar han kommer blandt Kloge. 24)

21. Hjorde vide
Naar hjem de skulle,
Og gaa da fra Græsning;
Men uklog Mand
Aldrig kjender
Sin Maves Maal.

22. Usel Mand
Og ilde sindet 25)
Leer ad hver en Ting.
Det han ej veed,
Som han (da) vide burde,
At han er selv uden Lyde. 26)

23. Uklog Mand
Vaager hele Nætter
Og grubler over Alt.
Da er han mödig
Naar Morgen kommer,
Sorgen som den var.

24. Uklog Mand troer
Alle som til ham smile
Være sine Venner;
Ej föler han Andres
Bittre Spot
Naar han sidder blandt Kloge.

25. Uklog Mand troer
Alle Söd-talende 27)
Være sine Venner.
Det erfarer han
Naar til Tinge han kommer
At Faa hans Sag der fremme.

26. Uklog Mand
Troer sig at vide Alt,
Naar han skulde stedes i Fare. 28)
Dog veed han ikke
Hvad han skal svare
Naar Mænd ham pröve.

27. Udannet Mand,
Som kommer blandt Folk,
Han gjör best i at tie.
Ingen veed
At han intet kan
Uden han mæler for meget.
Hvo for Intet vidste,
Veed ikke meer
Ved at mæle for meget. 29)

28. Viis tykkes den,
Som spörge forstaaer
Og svare 30) ligervis.
Ej maa man dölge
Hvad Alle faa at vide
Og skeer blandt Folk.

29. Vel meget snakker den,
Som aldrig holder inde
Med urimelige Ord;
Fremfusende Tunge,
Hvis den ej holdes i Tömme,
Galer sig tit til Fortræd.

30. Ej bör man stirre
Paa anden Mand,
Skjönt han kommer til Hus.
Mangen troer sig nok at vide,
Naar han ej udspörges
Men undes Ro og tör Klædning.31)

31. Flink 32) sig troer den Gjæst,
Som paa Flugt kan jage
Anden Gjæst med Gluffer;
Ej ret den veed,
Som i Gildet leer,
Om han stöjer blandt Vrede.

32. Mange til en Tid
Ere Hjertens Venner,
Dog kives de i Gildet;
Evig varer den Strid
Blandt Menneskeslægten
At Gjæsten Gjæst vil tirre.

33. Aarle man bör
Spise sig mæt
Naar ej man skal Venner besöge;
(Ellers) man sidder og hænger,
Lader som slugen man var
Og kan ej spörge om meget.

34. Lange Afveje
Lede til en utro Ven,
Skjönt (midt) paa Vejen han boer.
Men til en god Ven
Gjenveje före,
Skjönt han boer langt borte.

35. Gaa man skal;
Ej Gjæst bör være
Stedse paa et Sted;
Kjær bliver kjedsom
Om han længe sidder
I en Andens Hus.

II.

36. Eget Bo er bedst
Skjönt lidet det er;
Enhver er Herre hjemme.
Ejer man end (kun) tvende Gjeder
Og en straatakt33) Hytte,
Det bedre er end Tryglen.

37. Eget Bo er bedre
Skjönt lidet det er;
Enhver er Herre hjemme.
Blodigt vorder dens Hjerte,
Som bede maa
Om Mad til hvert Maaltid.

38. Fra sine Vaaben,
Lagde paa Marken,
Ej man gaa et Fodbred frem;
Thi uvist er at vide
Naar paa Veje ude
Sværd kan behöves.34)

39. Ej traf jeg en saa gavmild
Eller gjæstfri Mand,
At han ej modtog hvad ham bödes,
Eller saa ödsel
Paa sin Formue,
At Vederlag han forsmaaede.

40. Hvo eget Gods Har erhvervet
Bör ej taale Trang;
Tit spares for Ukjære
Hvad man tiltænkte Kjære; —
Meget gaaer værre end man venter.

41. Med Vaaben og Klæder
Venner hinanden bör glæde,
Som sömme dem selv;
Givende og Gjengjeldende
Ere længst Venner
Naar alt gaaer ellers vel.35)

42. Man sin Vens
Ven bör være
Og Gave med Gave lönne;
Latter man skal
Med Latter betale36)
Og Lögn med lös Tale.

43. Man sin Ven
Ven bör være
Ham og hans Ven;
Men ingen Mand bör
Være sin Vens
Fiendes Ven.

44. Veed du hvis du har en Ven
Hvem vel du troer
Og vil du godt af ham nyde,
Dit Sind skal du blande med hans,
Vexle Gaver med ham
Og besöge ham tit.

45. Men hvis du har en anden,
Som du troer ej vel
Og vil du af ham godt dog nyde;
Favre Ord ham du sige,
Men falskelig tænke
Og Lögn med Letsind betale.

46. Det er end om den
Hvem du ilde troer,
Og paa hvem da ej kan lide,
Til ham skal du smile,
Tale mod dit Sind —
Gjengjeld skal Gaven ligne.

47. Ung var jeg fordum,
Ene jeg reiste,
Da foer jeg vild af Vejen
Rig tyktes jeg mig
Da jeg traf en anden;
Mand er Mands Glæde.

48. Milde (og) tappre
Mænd leve best,
Nære sjelden Sorg;
Men usnild Mand
Frygter allevegne,37)
Karrig og sur, selv naar ham gives

49. Mine Klæder
Gav jeg tvende
Træmænd paa Marken.
Kjæmper de tykdes
Da de Kapper havde —
Forsagt er nogen Mand.

50. Det Træ fortörres
Som i Byen38) staaer;
Ej dække det Bark eller Blade.
Saa er han som ej
Yndes af Nogen,
Hvi skulde han længe leve!

51. Kjærlighed blusser
Klarere end Flammen
Fem Dage blandt falske Venner,
Men den slukkes
Naar den sjette kommer
Og al Venskab forværres.

52. Ej man stedse skal
Kostbarheder give,
Tit kjöbes Roes med lidt.
Med et halvt Bröd
Og hældende39) Kar
Fik jeg mig en Omgangsven.40)

53. Smaa som Sand
Ere lavtænkende
Mænds smaa Sjæle.
Thi ej alle Folk
Bleve lige vise;
Overalt de ere delte.41)

54. Hver Mand bör være
Vis til Maade,
Aldrig for vis han være!
For de Folk
Favrest er Livet
Som vide meget vel.

55. Hver Mand bör være
Vis til Maade,
Aldrig han være for vis!
Thi vis Mands Hjerte
Bliver sjelden gladt
Naar den veed Alt som det ejer.

56. Hver Mand bör være
Vis til Maade,
Aldrig han være for vis!
Ej bör man vide
Sin Skjæbne forud,
Da har han sorgfriest Sind.

57. Brand brænder ved Brand
Til den er opbrændt,
Flamme tændes ved Flamme.
Mand bliver Mand
Ved Mælet bekjendt,
En Tölper ved Taushed.42)

58. Aarle skal den opstaa,
Som vil have en Andens
Gods eller Liv.
Sjelden liggende Ulv
Æde faaer
Eller sovende Mand Sejer.

59. Aarle skal den opstaa,
Som Arbeidere har faa
Og gaa sin Gjerning at see.
Meget hindres den
Som Morgenen bortsover; —
Halv Rigdom paa Tilsyn43) beroer.

60. Paa Brændetræ
Og Tagnæver
Manden Maal bor vide,
At den Ved
Vel kan tilstrække
Halve Aar, hver enkelt Gang.44) —

61. Toet og kjæmmet
Bör man til Tinget ride,
Skjönt han ej er stadselig klædt;
Ved Sko eller Braag
Bör sig Ingen skamme,
Ej heller ved sin Hest.

62. Fritte og sige
Bör hver en Mand
Som dannet vil kaldes;
Ej (kun) en skal vide
Eller en anden,
Veed tre, vide det Alle.

63. Örnen til Söes
Snapper efter Luft
Og stirrer paa det gamle Hav;
Saa er den Mand
Som blandt Mange kommer
Men har Forsvarere45) faa.

64. Sin Vælde burde
Hver snild Mand
Öve til Maade;
Det han erfarer
Naar blandt Tappre han kommer,
At ingen er raskest af Alle.46)

65. Hver Mand bör være
Forsigtig, paaholden,47)
Varsomt Venner tro;
Ofte de Ord
Som Andre betroes
Dyrt maa betales.

66. Meget for tidlig
Kom jeg mange Steder,
For sildig til somme;
Öllet var opdrukket
Eller ulavet; —
Sjelden kommer Leed tilpas.48)

67. Hist og her vilde
Man til Gjæst mig byde
Hvis jeg trængte til Maaltider Mad,
Eller to Laar hængte
Hos den trofaste Ven,
Hvor för jeg havde et fortæret.

68. Ild er best
Blandt Menneskers Sönner
Og Solens Syn,
Naar man sin Helbred
Have kan
Uden i Laster at leve.

69. Ingen mangler Alt
Skjönt ej han ret er karsk;49)
En er lyksalig ved Sönner,
En ved Frænder,
En ved meget Gods,
En af herlige Værk.50)

70. Bedre har den Levende,
Selv den som uselt lever,51)
Qvæger Mand en Ko vel faaer.52) —.
Baal saa jeg brænde
For den rige Mand;53)
Död laa han uden for Dören.54)

71. Halt kan paa Hors ride,
Haandlös Qvæget drive,
Döv kjæmpe og due.55)
Blind er bedre
End brændt han var. —
Ingen har godt af et Lig. —

72. En Sön er bedre (end ingen)
Skjönt han sildig födes
Efter Faderens Afgang.
Sjelden Mindestene56)
Staa Vejen nær
Naar Sön dem ej reiser for Fader.57)

73. Der gives to slags Kjæmper,58)
Tungen Hovedet döder;
Haand kan jeg vente
I hver Kappe.

74 Hvo Reisekosten troer,
Ved Nattens Komme glædes.59)
Korte ere Skibsræer;
Höstnatten er ustadig;
Tit Væiret forandres
I fem Dage,
Endtiere i en Maaned.

75. Hvo Intet veed,
Ej heller veed
At mangen bliver Daare ved Daare. 60)
En Mand er rig
En anden ikke rig,
(Derfor) bör ej denne lastes.61)

76. Formue62) döer,
Frænder döe,
Selv döer man ligervis,
Men aldrig döer
Herligt Navn63)
For den, som det erhverved.

77. Formue döer,
Frænder döe,
Selv döer man ligervis.
Men Et jeg veed,
Som aldrig döer:
Dom64) over hver en Död.

78. Fulde Forraadshuse
Saa jeg hos Rigmandens65) Sönner;
Nu gaa de ved Tiggerstaven.
Saa er Rigdom
Som Öjets Blink,
Den er ustadigst af Venner.

79. Udannet Mand,
Hvis Rigdom han naaer
Eller Qvindes Yndest,66)
Hans Stolthed voxer
Men hans Visdom aldrig;
Indbildsk og fræk gaaer han frem.67)

80. Det proves da
Naar du spor ham om
De guddommelige68) Runer,
Hvilke hoje Guder danned
Og den store Taler smykked;69)
Da gjor han hest i at tie.

81. Om Aftenen skal man Dagen rose.
Konen naar hun er brændt,
Möen naar hun er gift,70)
Sværdet naar det er prövet,
Is naar den er overfaret,
Öllet naar det er drukket.

82. I Storm bör man fælde Træer,
I Kuling roe ud paa Söen,
I Mörke med Mö tale —
Mange ere Dagens Öjne. —
Skib skal man bruge71) til Fart,
Skjold til Forsvar,
Sværd til Hug,
Pigen til Kys.

83. Ved Ild skal man Öl drikke,
Paa Isen glide;
Hesten skal man kjöbe mager
Og Sværdet rustet;
Hjemme Hesten fede
Men Hunden paa Avlsgaarden.

84. Möens Ord
Bör Ingen tro
Ej heller Konens Tale;
Thi paa rullende Hjul
Bleve Hjerter dem skabte
Og Svig i Brystet lagt.

85. Bristende Bue,
Brændende Lue,
Gabende Ulv,
Galende Krage,
Gryntende Svin,
Rodlöst Træ,
Voxende Sö,
Sydende Kjedel,

86. Flyvende Pil,
Faldende Bölge,
Nattegammel Is,
Ringböjet Slange,
Qvindesnak paa Lejet
Og brækket Sværd,
Björnens Leeg,
Kongens Barn,

87. Syge Kalv,
Selvraadig Træl,
Spaaqvindens Smiger,72)
Nyfældet Dödning;73)

88. Ingen Mand troe
Tidlig saaet Ager
Eller for tidlig sin Sön;
Vejret raader for Ageren,
Forstanden for Sönnen;
Usikkre ere Begge.

89. Sin Broders Drabsmand,
Skjöndt paa Vejen han mödes,
Halvbrændt Hus,
Hurtigste Ganger
[Da er Hest unyttig
Naar en Fod brydes];
Ej blive man saa troskyldig
At han troer Alt dette.

90. Saa er Qvinders Kjærlighed,
Deres som falskelig tænke,
Som paa glatte Is man aged
Med uskjærpet Hest,
En vælig to Aars Fole
Som dog ej tæmmet er;
Eller i rasende Storm
Lod Skibet rorlost löbe;
Eller som en Halt skulde hente74)
Rensdyr paa det töende Fjeld.75)

91. Rentud taler jeg nu,
Thi begge Dele76) jeg kjender.
Karles-Elskov Qvinderne svigter;77)
Da sige vi dem de smukkeste Ting
Naar vi mene det mindst,
Det lokker ædle78) Sjæle.

92. Favert skal tale
Og Guld byde
Hvo Qvindes Elskov vil naa;
Rose lyse
Piges Skabning,
Den faaer som frier.

93. Ingen det undre
At anden Mand
Kjærlighed hylder.79)
Vellyst-skjön Skabning 80)
Som Tossen ej rörer,
Tit rörer den Vise.

94. Ej, som uhört, skal
Man anden Mand bebrejde
Hvad mange hænder;
Taaber af Kloge
Gjör Menneskers Sönner
Den mægtige Elskov.

95. Tanken ene veed
Hvad Hjertet boer nær,
Eget Sind den ene styrer;
Ingen Sot er værre
For den gjæve Mand,
End at være med intet fornöjet.81)

96. Det jeg erfared
Da i Rör82) jeg sad
Og vented min Kjære;
Huld og Hjerte83)
Var mig den væne Mö,
Hende dog jeg ikke ejer.

97. Jeg traf den önskte
Solfavre Pige
Sovende paa Lejet.
Fyrstens Herlighed
Tyktes mig intet være
Uden med den Skabning84) at leve.

98. ”Nærmere mod Aften
Skal du, Odin! komme,
Hvis du vil med Möen tale.85)
Uhört Skam86) det er
Naar ene (to) ej vide
Slig Forseelse.”

99. Tilbage jeg vendte
Elskende, som jeg troede,
Fra min visse Lyst;
Det tænkte jeg da
At jeg have skulde
Hendes hele Gunst og Gammen.

100. Da jeg kom dernæst
Hele den raske
Krigerflok var vaagen;
Med brændende Lys
Og baarne Fakler
Saa blev mig den Lystvej forbuden.

101. Og imod Morgen
Da atter jeg kom
Var Salvagten sovet ind;
Da fandt jeg kun
Den gode Qvindes Tispe
Bunden paa Lejet.

102. Mangen god Mö
Er, naar hun nöje pröves,
Vægelsindet mod Mænd;
Det jeg erfared
Da jeg sögte at lokke
Den tugtige87) Qvinde.
Alskens Spot tilföjed
Mig den kloge Pige,
Intet fik jeg dog af hende. —

103. Hjemme glad
Bör Husbonden være,
Gjestfri og klog;
Huske vel, være snaksom
Hvis han vil meget vide;
Tit skal han tale om godt.88)

104. Erketosse89) kaldes den
Som faa Ting kan sige,90)
Det er Klodsens Natur.91)

III.

105. Jeg hjemsögte den gamle Jætte,
Nu er jeg kommen tilbage;
Lidet fik jeg tiende der.
Kun med mange Ord
Naaede jeg min Hensigt
I Suttungs Sale.

106. Gunlöd mig gav
Paa gylden Stol
En Drik af den herlige Mjöd.
Ond Lön lod jeg hende
Have igjen
For trofast Elskov,
For brændende Kjærlighed.92)

107. Rates Mund lod jeg
Fange Rum
Og Klipper gnave;
Over og under mig
Stode Jætters Veje —
Saa satte jeg mit Hoved i Vove.

108. Vel kjöbt Skjonhed 93)
Har jeg vel nydt;
Faa Ting mangle den Vise,
Thi Odreirer
Er nu opkommet
Til Menneskers jordiske Bolig.94)

109. Tvivl har jeg om
At jeg var end sluppet
Fra Jætters Gaarde,
Havde ej Gunlöd hjulpet,
Den gode Kone,
Hvem jeg lagde Arm over.

110. Næste Dag
Gik Frost-Jætter95)
At spörge om den Höjes Tilstand;
I den Höjes Hall
Bölverk de spurgte,
Om han var blandt Guderne kommen
Eller Suttung havde ombragt96) ham?

111. ”Eed ved Ringen97)
Troer jeg Odin har soret;
Hvi skulde man hans Löfter tro! —
Suttung sveget
Har han Drikken fra
Og bragt Gunlöd til Graad.”

VI.

LODFAFNERS-MAAL

112. Tid er at tale
Paa Talerstolen
Ved Urdas Kilde.
Jeg sad og taug,
Jeg saa og tænkte,
Jeg lytted til Folks Taler.98)

113. Jeg hörte tale om Runer
Og guddommelige Taler,99)
Ej taug de om Risten,
Ej taug de om Forklaring.100)
Ved den Höjes Hall,
I den Höjes Hall
Hörte jeg sige saa:

114. Jeg raader dig Lodfafner!
At du lærer Raad,
Nyde vil du hvis du lærer.
Staa ej om Natten op
Uden du speide skal
Eller nödes ud at gaa.

115. Jeg raader dig Lodfafner!
At du lærer Raad,
Nyde skal du hvis du lærer.
I tryllekyndig101) Kones
Favn du aldrig sove,102)
At dig hendes Arme103) omspænde.

116. Det hun volder, At du vogter ej
Paa Ting eller Fyrstens Tale.
At Mad du ej lyster
Eller Menneskers104) Omgang,
Men gaaer sorgfuld at sove.

117. Jeg raader dig Lodfafner! —
Anden Mands Kone
Aldrig du lokke
Til hemmelig Tale.105)

118. Jeg raader dig —
Over Fjeld eller Fjord,
Hvis du fare vil,
Forsyn dig vel med Föde106)

119. Jeg raader dig —
Ond Mand du
Aldrig lade
Dine Uheld vide;
Thi af ond Mand
Du aldrig faaer
Lön for oprigtigt Sind.

120. En ung Mand jeg saa
Ulykkelig vorde
Af ond Qvindes Ord;107)
Svigagtig Tunge
Blev ham til Livets Tab,
Dog ej for sand Beskyldning.

121. Jeg raader dig —
Veed du, hvis du har en Ven,
Hvem du vel troer,
Gaa tit for ham at besöge;
Thi med Krat bevoxes
Og med höjt Græs
Den Vej, som Ingen træder.

122. Jeg raader dig —
God Mand du lokke
Til forlystende Samtaler;
Lær Tröste-Sange108) mens du lever.

123. Jeg raader dig —
Venskabs Baand
Du aldrig skal
Först med Falskhed bryde.
Sorg tærer109) Hjertet.
Hvis du ej sige kan
Een din Hjertens Hu.110)

124. Jeg raader dig —
Skifte Ord
Du aldrig skal
Med uklog Abe;

125. Thi af ond Mand
Du aldrig vil
Faa Lön for det Gode;
Men god Mand
Vil gjöre dig yndet
Med hæderlig Omtale.

126. Da er Venskab vexlet111)
Naar man sige kan
En sin hele Hu.
Alt er bedre end
Utro at være;
Ej er den en Andens Ven,
Som alt efter Munden ham snakker.112)

127. Jeg raader dig —
Mere end tre Ord,
I Trætte med værre113) Mand,
Ej skal du öde;
Tit viger den bedre
Naar den værre slaaer.114)

128. Jeg raader dig —
Vær ej Skomager
Eller Skjæftesmed,115)
Uden det er for dig selv.
Er Skoen ilde dannet
Eller Skjæftet ej lige
Da önsker man ondt over dig.

129. Jeg raader dig —
Kjender du en [Vens] Sorg
Ansee den som din egen116)
Og giv ej dine Fiender Fred.

130. Jeg raader dig —
Over det Onde
Dig aldrig glæd,117)
Men lad (kun) godt om dig siges.118)

131. Jeg raader dig —
Op i Slaget
Du ej skal see
[Da vorde Mænds Sönner
Galten lige]
At dig Andre ej fortrylle.119)

132. Jeg raader dig —
Vælger du dig en god Kone 120)
Til forlystende Samtaler
Og til at have Glæde af;
Favert skal du love
Og fast lade blive;121)
Ej kjedes Möen ved Godt, naar hun faaer det.122)

133. Jeg raader dig —
Varsom beder jeg dig være
Men ej for varsom,
Vær du varsomst ved Drik
Og ved en Andens Kone,
Og for det tredie derved,
At Tyve dig ej svige.
134. Jeg raader dig —
Til Haan eller Latter
Have du aldrig
Gjæst eller gaaende Mand;
Tit ej nöje vide
De som inde123) sidde
Af hvad Stand124) de ere som komme.

135. Laster og Dyder
Bære Menneskers Sönner
Blandede i Bryst.
Ingen Mand er saa god
At ej Lyde ham fölger,
Eller saa ond,125) at til intet han duer.

136. Jeg raader dig —
Ad graahærdet Taler
Du aldrig lee;
Tit er det godt hvad Gamle sige.
Tit kloge Ord komme
Fra rynket Skrog126)
Som hænger med Ham,127)
Som ryster med Skrammer
Og vanker om blandt usle128) Folk.

137. Jeg raader dig —
Overfus129) ej Gjæsten
Eller jag ham paa Dörren.
Gjör vel mod de Trængende
[De ville godt for dig bede].130)

138. Stærk er den Slaa 131)
Som hæves skal
Til Oplukkelse for Alle;
Giv (da kun) en Ring,132)
Eller de133) ville bede
Alt Ondt over din Krop.

139. Jeg raader dig Lodfafner !
Men (de) Raad du lære,
Nyde vil du, hvis du lærer,
Nyttige da de dig vorde,
Gode hvis du beholder dem,
Gavnlige som du modtager dem,
Hulde134) som du holder dem vel.

140. Jeg raader dig —
Hvor du Öl drikker
Udbed dig Jordens Kraft,135)
Thi Jord tager mod Drikke136)
Men Ild mod Syger,
Eeg137) mod Bindsel,
Ax mod Trolddom,
Hall mod Husfolks Kiv;138)
I Harm139) skal Maanen paakaldes,
Bidsk140) skal Bidet læge,
Bedsk Sorg141) ved Runer142) fordrives
Og Jord143) mod Floden tage.

V.

ODINS RUNESANG.

141. Veed jeg at jeg hang
Paa vindigt Træ
Hele ni Nætter,
Saaret med Spyd
Og givet Odin
Selv mig selv,
Paa det Træ
Som ingen veed
Af hvilken Rod det oprinder.

142. Ej rakte de mig
Bröd eller Bæger;144)
Nysgjerrig saa jeg ned,
Tog Runer op,
Tog145) dem grædende,146)
Faldt igjen derfra.

143. Ni höje147) Sange jeg lærte
Af Bölthorns,148) Bestlas Faders
Herlige Sön;
Og nöd en Drik
Af dyrebar Mjöd
Öst af Odreirer.

144. Da begyndte jeg at blomstre149)
Og blive viis,
Voxe og vel trives;
Et Ord af andet
Avled mig Ord,
Et Værk mig af andet
Avlede Værk.

145. Runer skal du finde
Og forklarede Stave,
Ret store Stave,
Ret stærke150) Stave;
Dem malte151) den store Taler,
Dem gjorde höje Guder,
Dem risted Guders Hövding.152)

146. Odin stifted153) dem blandt Aser,
Men blandt Alfe Dain,
Dvalin for Dverge,
Alsvid blandt Jætter,
Selv risted jeg somme.

147. Veed du hvordan de ristes skal,
Hvordan de raades154) skal,
Hvordan de pröves skal?
Veed du hvordan man bede skal,
Hvordan man offre skal,
Hvordan man sende skal,
Hvordan man lære skal?155)

148. Bedre er ubedet
End for meget offret;156)
Stedse157) Gave til Gjengjeld bör svare.158)
Bedre er ikke sendt159)
End for meget spildt.160)
Saa Thunder selv risted
För Folk bleve til;
Der stod161) han op
Hvor han atter kom (tilbage).

149 De Sange jeg kan
Som Fyrstens Hustru ej kan,
Ej nogen Mands Slægtning;
Hjelp heder en,
Men den dig hjelpe skal
Mod Kummer og Sorger
Og Syger162) alle.

150. Det kan jeg for det andet,
Hvad Mennesker behöve.
De som ville Læger leve.

151. Det kan jeg for det tredie,
Om jeg stærkt behöver
Mine Fiender at standse;
Mine Modstanderes
Egge jeg döver,
Ej hjelpe dem Vaaben, ej Krigslist.

152. Det kan jeg for det fjerde,
Om Folk bespænde
Mine Lemmer med Lænker;
Saa jeg galer163).
At gaa jeg kan;
Fjædre mig af Foden springe
Og af Hænderne Baand.

153. Det kan jeg for det femte,
Om jeg seer den farlig skudte
Pil164) blandt Folket fare;
Ej den flyver saa stærkt
At jeg jo standse den kan,
Faaer jeg den först i Sigte.

154. Det kan jeg for det sjette,
Om Saar mig blir tilföjet
Af raat Træes Rödder;
Da den Mand
Som mig vil skade
Tæres af det Onde selv.

155. Det kan jeg for det syvende,
At seer jeg Hallen staa
Over Folk i lysen Lue,
Ej brænder den saa bredt
At jeg ej bjerge den kan —
En saadan Sang jeg forstaaer.

156. Det kan jeg for det ottende,
Som for alle er
Nyttigt at vide;
Hvor Had groer
Blandt Heltes165) Sönner
Det kan jeg snart udrydde.

157. Det kan jeg for det niende,
Hvis i Nöd jeg stedes
At hjelpe mit Fartöj paa Flod;
Vinden jeg
Paa Vandet stiller
Og dysser Söen i Sövn.

158. Det kan jeg for det tiende,
Om Troldfolk jeg seer
I Luften lege;166)
Det jeg volder
At de vilde fare
Fra egen Ham,
Fra egne Tanker.

159. Det kan jeg for det ellevte,
Hvis til Slag jeg skal
Lede gamle Venner;
Under Skjolde jeg galer,167)
At de med Vælde fare
Karske til Striden,
Karske fra Striden,
Uskadte fra hver en Fare.

160. Det kan jeg for det tolvte,
Hvis paa Træ jeg seer
Hængt Dödning svæve;
Saa jeg rister
Og i Runer maler,
At den Mand gaaer
Og med mig taler.

161. Det kan jeg for det trettende.
Hvis en Yngling jeg skal
Med Vand besprænge,
Ej skal han falde
Skjönt han i Fægtning stedes;
Ej segner den Mand for Sværd.

162. Det kan jeg for det fjortende,
Skal jeg i Folkesamqvem
Guder opregne,168)
Aser og Alfer
Jeg alle vel kan skjelne,
Det faa Udannede kunde.169)

163. Det kan jeg for det femtende,
Hvad Dvergen Thiodreyrer sang
For Dellings Dörre.
Styrke sang han Aser,
Fremgang Alfer,
Visdom Præsternes170) Gud.

164. Det kan jeg for det sextende,
Hvis jeg vil den snilde Piges
Hele Sind og Yndest eje,
Hvidarmede Möes
Hu jeg (til mig) vender,
Og hver hendes Tanke forvandler.

165. Det kan jeg for det syttende,
At seent mig vil skye
Den unge skjönne Möe. —
Længe vist du
Lodfafner! har
Savnet disse Sange.171)
De være dig gode, hvis du naaer172) dem,
Nyttige hvis du lærer dem,
Gavnlige hvis du modtager dem.

166. Det kan jeg for det attende,
Hvad jeg aldrig lærer
Mö eller Mands Kone
[Alt er bedre
Hvad man ene veed,
Det fölger Sangens Slutning]
Uden hende ene
Som med Arm mig favner
Eller min Söster er. —

167. Nu er den Höjes Sang173) sjungen
I den Höjes Hall;
Meget nyttig Menneskers Sönner,
Unyttig for Jætters Sönner. —
Hil den som qvad,
Hil den som kan,
Hil den som lærte,
Hil den som hörte!

Noter:
1) El. Gader, Kroge.
2) Andre: paa Veje (Vandringer); Sandvig: ved Ilden.
3) El. vennehuldt, godmodigt Sindelag.
4) D. e. en venlig Samtale. See Anm.
5) El. Hjemme er alt sömmeligt.
6) El. forstaaer.
7) El. til Herberg. E. O. til Maaltid.
8) E. O. iagttager en let Taushed.
9) El. saa forsker den Kloge.
10) El. kjærlig Omgang, Velgjerninger.
11) Nemlig: uden at have forskyldt det.
12) El. Ære, Berömmelse. Maaske oprindelig: Yndest.
13) El. Vadsæk, Reisekost.
14) El. kaster Ingen ned til Marken.
15) El. for megen Drukkenskab. E. O. af Öl, ͻ: stærk Drik.
16) Egentlig: Drikkegilder.
17) ͻ: Vinger, Sving.
18) El. a) behjertet ; b) omhyggelig (for Venner).
19) E. O. Barn.
20) El. gaber.
21) El. Sind, Sindelag (ved höjröstet Tale o. s. v.)
22) El. erfaret, udgrandsket
23) El. Helbreds Tab, ͻ: bestandig Sygelighed eller selve Döden.
24) El. dannede Folk.
25) El. ondhjertet.
26) El. At selv han fattes Fejl.
27) El. som tale ham efter Munden.
28) ͻ: i pludselig Vaande eller Forlegenhed.
29) Eller; Hvo som Intet veed, veed ej heller om han taler for meget
30) El. tale, fortælle.
31) See Anmærkn.
32) E. O. vis eller meget vidende.
33) Egentl. tækket med Vidier.
34) Denne Strophe hörer sandsynligvis til 1ste Afdeling.
35) El. a) naar det kan skee paa en god Maade; b) naar Gaverne optages (gjensidigen) vel.
36) See Anm.
37) El. mistænker Alting.
38) Maaske rettere: paa en Höj eller ophöjet Sted.
39) ͻ: halvfuldt (Drikkekar).
40) El. Fælle, Staldbroder.
41) E. O. i to Flokke, saa at Halvdelen er klog, den anden Hælvte taabelig.
42) ͻ: Hovmodig Taushed; stolt Tilbageholdenhed.
43) El. Opmuntring, Tilskyndelse.
44) ͻ: Manden (Husfaderen) bör kunne skjönne hvor meget han behöver deraf, saavel for det hele Aar, som for hver enkelt Gang.
45) El. Velyndere.
46) d. e. kan overmande Alle.
47) El. paapasselig, tilbageholden.
48) E. O. til Selskabet, Gildet eller Drikken.
49) E. O. Ej er en Mand fuldkommen ulyksalig skjönt hans Helbred er slet.
50) Store eller gode Handlinger.
51) ͻ: end den döde eller döende. And. end den bænkdöde, ͻ: straadöde.
52) See Anmærkningen.
53) El. Jeg saa Bålet tære den rige Mands Gods. See Anm.
54) Döden stod ude for Dören.
55) ͻ: gavne, være kjæk.
56) I Texten: Bauta-Stene.
57) El. Slægtning for Slægtning.
58) E. O. Einherier. See Anm.
59) See Anm.
60) Maaske, ved en lidet forandret Læsemaade: Mangen en bedaares af Rigdom.
61) El. begegnes ilde.
62) E. O. Fæe eller Rigdom. See Anm.
63) El. Rygte, Berömmelse.
64) El. Omdömme (den offentlige Stemme).
65) I Orig. Fitiúngs, d. e. Fedtingens, den fede, tykke (rige) Mands.
66) El. faaer en Kjæreste.
67) El. Han tiltager i dum Indbilskhed.
68) El. de Guderne eller Fyrsterne bekendte.
69) El. malede, tegnede, skrevne.
70) E. O. givet (bortgivet).
71) El. bringe.
72) Eller söde Taler, skjönne Spaadomme.
73) I Originalen Val; kan altsaa forstaaes om Flertallet. — Her lægger ellers den Stockholmske Udg. fölgende til (samt Sandvig ligeledes de to förste Linier):
Klaren Himmel
Leende Herre,
Hundeglam
Eller Skjögens Sorg.
74) El. fange.
75) ͻ: Naar Isen optöes paa Bjergets stejle Sider.
76) El. Kjön.
77) E. O. Karles Sind er ustadigt (upaalideligt) for Qvinder.
78) El. fornuftige.
79) Meningen er: At Ingen bör dadle en Anden fordi han bliver forelsket.
80) El. Udseende, Farve.
81) El. aldrig kunne slaa sig til Ro.
82) El. Krattet, Lunden.
83) Legeme og Sjæl, d. e. jeg elskede hende som mig selv.
84) Egentl. Form, Krop.
85) El. Hvis du vil dig Möen trolove.
86) El. Ulykke.
87) El. fornuftige.
88) El. om Gode.
89) I Texten: Fimbulfambe.
90) ͻ: ikke kan snakke om Noget.
91) El. saa er den Udannedes Væsen.
92) E. O. heftige Sind (Tilböjelighed, Lidenskab).
93) El. Form, Maske, Skikkelse. See Anm.
94) El. Til Folkenes Helligdoms Egne.
95) I Orig. Riim-Thurser.
96) E. O. fortæret eller opslugt.
97) ͻ: en hellig Eed.
98) El. Menneskelig Tale.
99) El. Sager, Domme, Beslutninger.
100) El. om Raad (Raadslagning).
101) Maaske lige efter Ordet: en meget vidende eller meget erfaren ͻ: en snedig Kokettes.
102) And. Sky al Omgang med snedige Qvinder.
103) E. O. Ledemod, Lemmer. A. At hun ej fængsler dig med (Trylle)-Sange.
104) El. nogen (anden) Piges.
105) El. Til din Fortroelige (ved Hvisken).
106) ͻ: til Reisekost.
107) Maaske, nærmere efter Ordene: Jeg saa en ond Qvindes Ord koste en ung Mands Hoved.
108) El. tröstende, husvalende Sange, maaske ogsaa: tækkelig Tale.
109) El. e. O. æder.
110) E. O. al din Tanke el. Sind.
111) E. O. da er Forvandtskabet (Aands-Slægtskabet) blandet (sammenföjet, stiftet).
112) El. siger ham kun behagelige Ting.
113) El. ringere.
114) El. hugger, dræber.
115) Skjæfte eller Skaft kan og betyde Spyd eller Landse.
116) El. lad den blive din egen.
117) El. Glæd dig aldrig over (andres) Ulykker.
118) Andre: Lad det Gode tækkes dig.
119) El. a) forgjöre; b) skille dig ved Lykken.
120) El. Vil du formaa (eller opfordre).
121) El. Smukt skal du love og ærlig holde.
122) El. Ingen kjedes o. s. v.
123) E. O. inden for ͻ: hjemme.
124) E. O. Kjön, ͻ: Slægt, Stand.
125) El. slet, daarlig.
126) E. O. Bælg.
127) El. Skindet.
128) El. ringe.
129) Nu eft. O. Gjö ej mod Gjæsten.
130) El. Deres Bönner ville bringe dig Lykke (eller: de ville bringe dig i godt Rygte, almindelig Yndest).
131) El. Bom (Dör).
132) El. Skilling.
133) ͻ: Tiggerne.
134) El. sunde, tienlige.
135) El. Vælg dig et Stykke Jord (til at staa el. tumle paa).
136) Egl. stærk Drik eller Rus.
137) Eik kan og betyde ethvert stort Træ.
138) Maaske og: Bagtalelser, onde Omtaler.
139) El. heftig Vrede.
140) Dyr el Vaaben. See Anm.
141) El. Ulykke, Onde.
142) Her maaske: fortrolige Samtaler.
143) Ordet Fold kan og betyde Havet.
144) Egt. Horn, ͻ: Drik.
145) El. lærte.
146) rettere: skrigende.
147) El. stærke, ypperlige.
148) And. Bölthorn.
149) E. O. bære Frö, blive frugtbar.
150) Egt. stive, lige.
151) El. tegnede.
152) Maaske rettere: Udraaber, Herold (Præst).
153) El. forkyndte, lærte, ristede.
154) ͻ: forklares, læses.
155) See Anm.
156) Andre (maaske rettere): end intet offret.
157) Man kunde og gjette, at æy her bör læses ey eller ei, ͻ: ikke, som giver en modsat Mening.
158) Egentl. have Hensyn til Vederlaget.
159) offret.
160) El. fortæret (af den Offrende selv).
161) El. foer ͻ : til Himmels. See Anm.
162) El. Bekymringer, Plager.
163) ͻ: synger.
164) El. Skudvaaben overhoved.
165) E. O. Heltens, Krigerens.
166) El. svæve.
167) synger, qvæder.
168) El, for Mænds Forsamling.
169) El. Det kan den Ukyndige ej.
170) See Anm.
171) El. længe vil du … savne &c.
172) Egt. fatter.
173) El. Höjsangen.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

« Hávamál